Test: Bosch Indego S+ 400 robotplæneklipper

Introduktion

Er du på udkig efter en robotplæneklipper, så du ikke selv skal i gang med den gamle håndskubber, eller det larmende uhyre, der står gemt i skuret? Vi bor i et “nybyggerområde”, hvor grundede primært består af hus, græs og et par bede. Jeg har derfor længe gået og kigget på muligheden for en robotplæneklipper. Jeg har tidligere haft en Robomow, men den larmede rigtig meget, hvorfor jeg har været lidt tilbageholden med at hoppe på igen.

Jeg har været så heldig at få en Bosch Indego S+ 400 robotplæneklipper til test, og den vil jeg forsøge at give dig et overblik over – både de gode ting, men selvfølgelig også de dårlige, hvis der er nogle.

 

Specifikationer

  • Batteritype: Lithium-ion
  • Batterispænding: 18 V
  • Batteriladetid: 45 min
  • Batteridriftstid: 45 min
  • Plæneareal: op til 400 m²
  • Klippebredde: 19 cm
  • Klippehøjde: 30, 40 eller 50 mm.
  • Skæresystem: 3 roterende knive
  • Vægt: 7,6 kg
  • Hastighed: 40 cm/sec
  • Maks. Stigning: 27 %
  • Størrelse: 44.5×36.4×20.2 cm
  • Støjniveau max. 63 dB

 

App til Android og iPhone

Funktioner i app’en:

  • Klip plænen
  • Pause
  • Kør retur til basestation
  • Indstille klippetider I kalenderen
  • SmartMowing (klipning efter vejrudsigt m.m.)
  • Fejlmeldinger
  • Information omkring plæneklipperen (klippetid etc)
  • FAQs
  • Kontaktoplysninger til support
  • Opdatering af software
  • Køb sliddele

 

Bosch Indego s+ 400 robotplæneklipper connect

Design og kvalitet

Bosch Indego S+ 400 har en rigtig fin størrelse. Den er ikke for stor, og det gør at den lettere kan komme rundt i haven, hvis du har en del træer og bede. Den er faktisk meget pæn (se billeder). Den nye udgave er meget pænere end den tidligere Bosch Indego. OBS: Standardfarven er grøn, som på billedet herover. Den blå farve er et tilkøb 🙂

Plæneklipperen har en rød stopknap på toppen, så man let kan afbryde den, hvis man hurtigt ønsker dette. Ved siden af stopknappen kan du justere klippehøjden. Der er tre højder (30-40-50 mm). Bagerste på maskinen sidder displayet, hvor du også kan vælge dansk menu. Her kan du sætte den i gang med klipning, klippe i et bestemt område etc. Dog vil man i dagligdagen kontrollere plæneklipperen via app’en, da det er super let, og bare fungerer.

Bosch Indego S+ 400 robotplæneklipperen er robust, og virker ikke som noget der er ved at rasle fra hinanden. Der er rigtig fint, og ”lugter” af kvalitet. Som nævnt synes jeg maskinen er ret flot. Den ser lidt sporty ud. Man kan tilkøbe forskellige farver på skjoldet, som let skiftes. Du kan både få forskellige farver, og du kan også få skjoldet med tryk f.eks. flag, mariehøne tryk etc etc. En fin lille gimmick. Jeg har også skjold i blå og pink (se fotos).

 

Installation

Det første du skal gøre er at finde et passende sted til din ladestation. Den skal helst så et sted, hvor der ikke er direkte sol. Alternativ kan du tilkøbe en lille garage, som beskytter mod direkte sollys, og regn. Når stedet er fundet, så sættes den fast, og du trækker strøm til lade-/basestationen. Som ved de fleste andre robotplæneklippere skal der trækkes et kabel rundt langs kanten af plænen, som robotplæneklipperen bruger til at styre efter. Der medfølger selvfølgelig et målebånd i tyk pap, så man let kan trække det rundt i haven. Man banker kablet fast oven på plænen med de medfølgende pløkker. Ledningen vil stille og roligt forsvinde ned i plænen over den kommende måneds tid.

Når du lægger kanttråden ud, så kan du også afskære trampoliner, større bede etc. ved at trække ledningen rundt om disse ”øer” i haven. Du skal sørge for at trække ledningen parallelt fra kanten ind til denne ø (se billeder). Gør du det, så vil plæneklipperen ikke genkende den dobbelte tråd som en afspæring, og derfor bare slå henover den. Der er en fin beskrivelse af det i manualen (dokument)

Først gang maskinen skal rundt i haven følger den kanttråden. Du går bag den, og møde den en forhindring kan du vælge om det er basestationen eller ej. Det er fordi den vil kortlægge haven. Når den har været hele vejen rundt, så vil den støde ind i siden af ladestationen, og her trykker du selvfølgelig ja til at det er basen. De følgende gange plæneklipperen slå vil den kortlægge haven, og finde dine afgrænsede øer, hvis du har lavet sådan nogle.

En ting man skal være lidt opmærksom på når man installerer robotten er at hjulhøjden er relativ lav. Det betyder intet, hvis din plæne er plan – men har du lidt høje kanter mod fliser eller hæk, så kan du risikere at den skraber på bagenden, og skal hjælpes fri. I vores have var græsplænen 10 år gammel, og der var vokset en del græs ud over kanterne på fliserne og derfor en kant på 4-5 cm ned. Jeg blev nød til at rette kanter til inden jeg fik den til at køre. Det var tiltrængt alligevel – men det skal man selvfølgelig lige være opmærksom på.

 

Tips til opsætning:

Sørg for at overholde den afstand der anbefales. Jeg har selv, og hørt om flere, der gerne vil have den helt tæt på f.eks. en mur, og derfor gjort afstanden mindre end anbefalet. Det resulterer i at du kommer til at skulle justere mange gange, da den vil sætte sig fast, hvis du ikke gør det. Så overhold anbefalinger (selvom man tænker det lige kan tilpasses lidt :-))

Husk at kanttråden skal være stram ned til græsset, da du risikerer at tråden klippes over, hvis den er for løs. Køb evt. ekstra pløkker. Hellere lidt for mange end for lidt.

 

Sikkerhed

Maskinen stopper så snart du løfter den, så det er nærmest umuligt at komme galt af sted. Støder den ind i noget vender den om med det samme. Der er ikke ”bløde” støddæmpere på kanterne, som jeg havde på en tidligere model jeg testede. De bløde støddæmpere gik i stykker efterhånden, som maskinen havde bumpet ind i diverse ting. Det kommer ikke til at ske her.

 

Støjniveau

Det officielle støjniveau er på 63 dB. Jeg ville til en hver tid gå efter en robotplæneklipper med så lavt et støjniveau som muligt. Denne model fra Bosch er ikke blandt de helt lydløse, men det er bestemt acceptabelt. Jeg har tidligere haft en Robomow City 120, som lå omkring 73 dB, og det var ALT for højt. Bosch Indego S+ 400 kan man høre køre stille og rolig rundt i haven, men lyden er en rolig summen, som ikke generer mig.

Jeg plejer at anbefale at man optimalt set skal gå efter et støjniveau under 60 dB, og det mener jeg stadig man skal forsøge. Tit er det et kompromis, da de helt støjsvage ofte også er dem der koster allermest. I denne udgave fra Bosch synes jeg man har ramt et super godt kompromis, hvor prisen rammer perfekt, og støjniveauet er helt acceptabelt.

 

Daglig brug

Klipning

Robotplæneklipperen startes let via den medfølgende app. Du kan gøre det på farten, da plæneklipperen er online via det indbyggede GSM (mobil) modul. Det er super smart, og gør også at du kan se på app’en, hvor plæneklipperen befinder sig på din græsplæne. Bruger du Alexa stemmestyring, så skulle du kunne styre den lille plæneklipper via dette. Jeg har iPhone, så kan desværre ikke teste det.

Logicut

En anden super fin ting er LogiCut teknologien, som i bund og grund ”bare” betyder at den slår græsplænen som du selv ville gøre. Den kører parallelt, og på den måde får du faktisk fine diskrete parallel striber, som nå du selv slår græsplænen. Det smart er at den følger samme ”parallelle” tilgang over hele plænen – selv når den har været retur i opladeren. Når hele plænen er slået, så vil den ved næste start vælge en anden retning, så du ikke får kørespor. Det er super smart, og det fungerer fantastisk godt.

Logicut Bosch Indego 400 s+ connect super smart

 

SmartMowing

Jeg har sat min til at slå græsplænen via ”SmartMowing”, som er en genial funktion. Du vælger, hvor mange gange pr. uge du gerne vil have at plænen bliver klippet. Herefter finder Bosch Indego S+ 400 plæneklipperen automatisk ud af, hvornår det passer bedst at dette bliver gjort ud fra vejrudsigten, og indenfor den tidsperiode, du har angivet er ok at slå. Jeg har angivet at jeg ikke vil have slået græs mellem 20-08, men man kan sagtens have den kørende om natten, hvis man hellere vil det. En anden smart ting er at den vil øge frekvensen af græsslåningen i perioder, hvor den ved at græsset vokser hurtigt (vand / sol etc).

Batteritid

Når Bosch Indego klipperen nærmer sig et tomt batteri, så finder den automatisk direkte retur til ladestationen. Den følger ikke kanttråden, som jeg har set hos mange andre maskiner. Den kører simpelthen via kortet, og den vælger ny rute løbende, så man undgår køre-spor på græsplænen. Smart. Robotplæneklipperen har ca. 45 minutter klippetid før den returnerer til ladestationen. Når den har ladet op igen, så vender den tilbage og forsætter et sted på plænen, hvor den endnu ikke har været. Det er ikke sikkert den starter præcis, hvor den slap, men den husker, hvor den har været. Har man en plæne som vores (ca. 340 m2) så skal den lade en del gange før den har nået hele plænen. Her kunne jeg godt have tænkt mig bare et lidt større batteri. Dog fungerer det super godt som det er – men den skal altså forbi laderen ca. hver 45. minut.

Forhindringer

Vi har diverse smalle passager (ca. 1 meter) plus frugttræer og gyngestativ. Her var jeg lidt spændt på om Bosch Indego S+ 400 plæneklipperen ville komme til kort. Men selv om tingene ikke er afskærmet med kanttråd, så fungerer det stadig fint. Den bumper selvfølgelig stille ind i tingene, hvorefter den navigerer uden om. Der efterlader den et mindre område, som ikke bliver klippet. Men når den næste gang klipper i en anden “parallel” retning, så får din stadig det hele med. Det er i hvert fald godkendt herfra.

 

Rengøring

Rengøringen er også let. På ydersiden af plæneklipperen bruger du bare en klud, eller en blød børste. Maskinen siger også selv til når den skal renses inde ved selve klippe-bladene. Det gøres let med en stiv børste. Jeg har bare brugt en stiv opvaske børste til at få det tørre græs af. Det har kun være minimale mængder, så der er ikke noget specielt over det.

 

Ekstra udstyr

Ladestationen er smart, da den beskytter robotten mod vind og vejr (specialt en masse vand). Den fylder ikke en masse (se fotos).

Du kan også få forskellige skjold til maskinen, så du let kan skifte farve, hvis du hellere vil have en rød plæneklipper. Det er en smart lille ting, og faktisk ikke noget der er så dyrt endda. Du kan også få skjold med regelrette motiver. De kan bestilles via Bosch’s hjemmeside.

 

Pris

Aktuelt ligger prisen omkring 6-7.000 kroner for Bosch Indego S+ 400 (også kaldet Bosch Indego 400 Connect). Modellen der går op til 350 m2 er lidt billigere, så den kan du med fordel vælge, hvis du har en mindre plæne. Kan købes i de fleste Hus/Have butikker såsom Silvan, JemogFix, Davidsen etc.

 

Billeder

 

Video

Hastigheden er sat lidt op 🙂 Så er det lidt lettere at se LogiCut teknologien i aktion.

 

Dokumenter

Installationsvejledning fra Bosch
Se diverse instruktionsvideoer på Bosch’s hjemmeside.

 

Spørgsmål eller kommentarer

Har du selv en Bosch Indego S+ 400, så vil jeg jo gerne høre om din erfaring. Du er meget velkommen til at skrive det længere nede i kommentarfeltet. Hvis du har spørgsmål, så skriv ligeledes herunder, så svarer jeg så hurtigt som muligt. Jeg svarer ikke på spørgsmål pr. mail, da det bliver for uoverskueligt, og så er der heller ikke andre der kan få glæde af det. Det håber jeg du forstår 🙂

Forskel Bosch Indego S+ 400 og Indego 400 Connect

Kært barn har mange navne. Selve modellen hedder Bosch Indego S+ 400, mens serien hedder Connect. Connect er den nye udgave, hvor der er indbygget GSM modul, så plæneklipperen hele tiden er online, og dermed giver en masse fordele bl.a. at du kan styre den fra afstand via app’en og automatiske opdateringer. Super smart.

 

Det med småt

Bosch Indego S+ 400 er stillet til rådighed af Bosch. Som altid står jeg 100% inde for testens konklusion og beskrivelserne i testen. Bosch har ikke haft mulighed for at ændre eller læse teksten forud for publiceringen, så du kan selvfølgelig regne med en ordentlig vurdering af min side.

 

Konklusion

Bosch Indego S+ 400 robotplæneklipper
  • Design / Byggekvalitet
  • Installation
  • Dagligt brug
  • Batteri
  • Lydniveau
  • Rengøring
  • Stabilitet - oppetid
  • Pris
4.5

Samlet vurdering

Bosch Indego S+ 400 er en super fin robotplæneklipper for græsplæner op til ca. 400 m2. Den er flot, og den fungerer bare uden at løbe tør for strøm, fare vild etc. Kan du levet med en acceptabel men diskret summen, når den slår din græsplæne, så får du en meget funktionel maskine, der klipper og navigerer perfekt. Logicut teknologien er genial.

Gode ting

  • Logicut (Intelligent klipning)
  • SmartMowing
  • Intelligent navigation
  • Udseende
  • Byggekvalitet
  • App’en
  • Gratis opkobling til mobilnet (GSM)
  • Let opdatering af software via GSM
  • Fornuftigt prissat
  • Mulighed for skift af skjold
  • Let rengøring
  • Kan styres via Alexa stemmestyring (har ikke prøvet)

Dårlige ting

  • Batteritiden kunne være bedre
  • Lav hjulhøjde
  • Støjniveau en lille smule for højt

Om Lars Koch Hansen

Lars er født i 1979, bor i Kolding med sin familie (hustru + 2 børn), og er uddannet læge. Han er glad for ting der gør hverdagen bedre, lettere eller bare sjovere. Derudover elsker han gode opskrifter, og så er han vild med gadgets og elektronik.

Se alle indlæg

Har du et produkt, som kunne have interesse for bloggen? Vil du lave en give-away, eller har et nyt produkt, som du gerne vil have testet og dermed få spredt budskabet, så er du selvfølgelig velkommen til at tage kontakt. Kontaktoplysninger herunder, eller på siden "Om mig". Du kan læse mere omkring et samarbejde på siden "Samarbejdspartnere", hvor der står lidt om besøgende m.m.

Kunne du tænke dig at blive "med-blogger" og på den måde få dine ting ud på en allerede etableret platform? Det kunne f.eks. være en gennemgang af et lækkert produkt du har købt, eller en lækker opskrift, som du bare MÅ dele. Det behøver ikke være noget du har opfundet. Det vigtigste er at opskriften er god, og du har billeder af processen. Du får selvfølgelig din egen profil på siden. Send mig en besked (info@drkoch.dk), så ser vi på det...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 tanker om “Test: Bosch Indego S+ 400 robotplæneklipper

  • 16. maj 2019 at 22:55
    Permalink

    Hej,
    Er det muligt at have 2 indego’er koblet på samme konto i app’en?
    F.eks. den hjemme og den i sommerhuset.

    Svar
    • 17. maj 2019 at 07:00
      Permalink

      Hej Morten,
      Godt spørgsmål. Det korte svar er at det ved jeg faktisk ikke. Jeg synes ikke lige jeg kan se muligheden i app’en, men prøv at skrive direkte til powertools@dk.bosch.com, så svarer de hurtigt retur, og hvis de ikke kan så sender de det videre til teknikerne. Jeg har været meget imponeret over deres support når jeg har haft fat i dem mhp. afklaring af diverse ting.

      God dag 👍

      Svar
      • 17. maj 2019 at 21:25
        Permalink

        Tak for svaret. Det prøver jeg. 🙂
        Mvh
        Morten

        Svar
  • 10. maj 2019 at 11:46
    Permalink

    Som altid er I velkomne til at skrive spørgsmål, så skal jeg besvare dem så godt som muligt.
    God dag 🍀🇩🇰

    Svar

Vind supergavekort
Tryk på billedet for at deltage! 

Følg mig på de sociale medier