Skiferie i Østrig: Kaltenbach im Zillertal – personlige erfaringer og gode tips
Indholdsfortegnelse
Introduktion
Overvejer du at tage til Østrig på skiferie, men er ikke helt sikker på, hvor turen skal gå hen? I dette indlæg har jeg forsøgt at beskrive forholdene omkring Kaltenbach, som ligger i Zillertal – tæt på Zell am Ziller. Kaltenbach er et stort område, hvor der er pister for både begyndere og dem der har stået i mange år.
Jeg håber min beskrivelse kan være med til at inspirere og få afklaret de spørgsmål du måtte have forud for turen. Indlægget er skrevet ud fra mine egne erfaringer, og de ting, som jeg forsøgte at få svar på inden jeg tog afsted.
Hvor ligger Kaltenbach?
Kaltenbach ligger i Zillertal i Østrig, og er dalen mellem Tux-alperne og Kitzbühel-alperne (vest og øst). Kaltenbach ligger ca. midt i Zillertal, og du har derfor gode muligheder for at benytte hele området (Zell am Ziller, Mayrhofen, Hochfügen etc). Læs mere om Kaltenbach på hjemmesiden http://www.hochzillertal.com.
Transport til og fra Kaltenbach
Bil
Turen til Østrig er ganske let. Du kører ned igennem Tyskland helt ned til den østrigske grænse. Der er motorvej hele vejen bortset fra det sidste stykke, hvor du kører på landevej.
Et rigtig godt tips er at undgå at ankomme lørdag middag/eftermiddag, da der kun er den ene vej ind i dalen. Det medfører ofte noget kø-kørsel. Har du mulighed for det, så kom enten lørdag tidlig morgen, eller lørdag aften.
I Østrig koster det penge at køre på motorvejen. Derfor skal man få fat i en ’vignette’ som kan købes i Danmark hos FDM, eller på en af tankstationerne inden grænsen til Østrig (fra ca. 50 km før). Tankstationerne har et fint skilt på motorvejen (se billede ovenfor), øverst på skiltet der viser af mod tankstationen. Der er et lille billede af vignetten, så man ved at den kan købes der. Glemmer du den lille mærkat, så koster det ca. 1000 kroner i bøde, og de er meget OBS på det, så glem det ikke.
Fly
Du kan også vælge at flyve til München, og så køre den sidste 1.5 times tid til Kaltenbach. Det er bestemt en fornuftigt løsning, hvis man ikke orker den lange køretur. Husk at du kan få kompensation, hvis dit fly har været forsinket. Tjek flypenge.dk.
Du kan f.eks. flyve direkte København-München på kun 1.40 time. Book din bil via RentalCars.com. Så indhenter du tilbud fra alle bureauerne på een gang, og finder den bedste pris.
Hvor skal man bo i Kaltenbach
Det letteste er selvfølgelig at bo tæt på gondolliften i Kaltenbach. Der er f.eks. Kershdorfers Hotel, som ligger lige ved liften. Ellers er der andre alternativer i Kaltenbach området(sorteret efter afstand til liften).
Et godt alternativ til at bo i selve Kaltenbach er at rykke en enkelt by væk til Aschau im Zillertal. Her er priserne noget lavere. Der går tog og bus direkte til Kaltenbach, og du kan stå hjem oppe fra skiområdet (se under tips nederst).
Skiområdet
Kaltenbach har ca. 88 km pister. (Blå 29 km, Røde 41 km, Sort 13 km + fun-park). Ifølge Zillertals egen hjemmeside, så er Zillertal verdens største ski-dal, der består af de 4 store skiområder: Hochzillertal, Zillertal Arena, Mayrhofner Bergbahnen og Ski-& Geltscherwelt Zillertal 3000 (www.zillertal.at). Da liftkortet netop gælder hele Zillertal, så du får adgang til imponerende 508 km præparerede pister (167 km blå, 263 km røde, 39 km sorte diverse ekstra skiruter). Et kæmpe område.
Liftsystemerne og deres kvalitet
Kaltenbach er et pænt stort område, men lift-systemerne er gearet til det. Der er 2 gondol-lifte fra dalen til bjerget. De kører i pendulfart og gør at der ”aldrig” er kø når man skal op på bjerget. DET er genialt, og noget flere andre steder kunne lære af. Gondolliftene ender samme sted på bjerget. Det resterende liftsystem, når man først er kommet op, er også super godt. De fleste lifte er 6-8 personers siddelift, mange med varme i sæderne og alle med vindskærme. Enkelte 2 personers, samt T-lifte – men det hører til sjældenhederne. Generelt er der sjældent kø.
Forhold for børn og nybegyndere
Kaltenbach er et dejligt begyndervenligt område for både børn og voksne, der netop ikke har den store erfaring på ski/snowboard. Der er nogle rigtigt fine begynder-pister, der ligger i umiddelbart relation til gondolliften, så man ikke skal ud på ”usikker” grund for at komme til dem. I de helt små børneområder, er der træklifte (tallerken- og T-lifte), hvor man kan øve sig og få det ind under huden.
Det er let at finde hinanden på bjerget, da der er et transportstykke (Z-pisten), som går på tværs af hele bjerget. Det gør at man altid kan finde tilbage til ”start” (ved gondolen), hvis man skulle blive væk fra hinanden, eller vejret pludselig skulle blive dårligt. Det kræver max. 1 lift, hvorefter man kan ramme dette transportstykke.
Vores børn var med første gang i Kaltenbach som 4 og 7 årige. Det var super fint, og de kunne begge klare de fine pister uden de store problemer. Emma på 4 år, havde lidt problemer med T-liftene, men det krævede lidt børnebenzin (slik), til bestikkelse de første 5-10 gange, og så kørte det ellers bare 🙂
Tag på tværs af området til den blå 9’er, som ligger tæt ved Kristallhütte (se tips nederst). Her er en fantastisk bred og perfekt begynderpiste. Det er let at komme til og man kan køre retur til gondolen via Z-stykket.
Danske instruktører på skiskole
Flere har spurgt omkring erfaring med danske skiskoler i Kaltenbach. Vi har nu været i Kaltenbach flere gange, og det er muligt at finde danske skiinstruktører, men man kan desværre ikke være sikker med mindre man booker privat-undervisning via f.eks. Skischule Optimal (http://www.skischule-optimal.at) og laver en forhåndsaftale. Normalt vil man købe det antal skiskole-dage man ønsker, og børnene vil så blive inddelt i hold ud fra en lille test de laver på den første dag. Det med sproget er normalt ikke det store problem, da undervisningen foregår på bjerget i leg i form af f.eks. kongens efterfølger. Husk på at skilærerne er vant til at have med børn at gøre, og de kender de problemer der måtte komme i løbet af turen.
Med hensyn til at kontakte skiskolerne, så bruger man i Østrig primært telefonen, så der kan være laang svar tid på e-mails. Tag istedet at ring til skiskolen, eller gå forbi deres kontor (som ligger på bjerget ved gondolliften. De taler alle tysk og engelsk, så intet problem der.
Liftkort
Når man køber liftkort til området Hochzillertal (Kaltenbach), så har man automatisk liftkort til hele Zillertal området som nævnt under skiområdet. Priserne kan findes på den officielle hjemmeside.
Snowboard/Skileje
Der er flere steder ved gondolbanen, hvor du kan leje ski, snowboard og diverse udstyr. Vi plejer at leje fra Sport2000 Rent. Det ligger lige ved gondolen (man går under gondolen fra parkeringspladsen), hvor du sparer 15% ved at booke på forhånd. Det eneste du så skal huske er at printe beviset, da det skal underskrives. Hvis du glemmer det kan de også printe det i butikken, men det kan tage lidt tid, hvis der er mange mennesker.
Transporten til og fra gondollift i Kaltenbach
Parkeringsforhold i bil
Man kan parkere lige ved gondolbanen i Kaltenbach GRATIS. Der er mange pladser inkl. et parkeringshus, så selv i de travleste uger er det fornuftigt. Dog skal du være opmærksom på at du ved rigtig mange mennesker kan komme til at skulle gå ca. 4-500m, men det er bestemt acceptabelt. Normalt kan du parkere inden for maximalt 100 meter fra gondolbanen.
Skitog
Har man et gyldigt liftkort til Zillertal kan man køre gratis med skitog og skibusser. Togene stopper i de fleste omkringliggende byer. F.eks. Aschau, hvor de kører ca. hver 30 minut, og turen tager 7 minutter til Kaltenbach. Her er der så ca. 500 meter til gondolen.
Skibus
Skibusserne kører hvert 15. Minut. Så der er rig mulighed for at komme til og fra gondolliften i Kaltenbach. Så har du også mulighed for at nyde après-ski (afterski), hvis du har lyst til dette.
Kommunikation og kortbetaling
Mobil, data og internet
Østrig er kendt for at have yderst fornuftige mobilforbindelser. De fleste steder er der 3G/4G mobilt internet, og hvis du har abonnementer (som f.eks. 3-like-home), så kan du bruge det gratis når du er afsted. Perfekt. Der er også rimelig forbindelse oppe på bjerget, dog må du regne med døde områder rundt om i de små dale på bjerget.
Vi har gode erfaringer med 3-like-home, hvor du kan bruge både data, sms, mms og opkald præcis som om du var hjemme i Danmark. Det gælder i 42 lande rundt i hele verden (inkl. EU, USA, Australien og f.eks. Sri-Lanka). Du kan læse mere om 3-like-home og abonnementer her.
Alle restauranter på bjerget har gratis WIFI.
Walkie-Talkie
Kører I rundt opdelt i flere grupper, så vil jeg anbefale jer et sæt walkie-talkier. Det lyder lidt 80’er agtigt, men det er genialt, og de rækker langt. Gå efter en model med lang rækkevidde (over 5 km). De kan kan let bestilles hjem fra Tyskland inkl. fragt for under 600 kroner. Det er genialt på bjerget!
Betalingskort
Du kan betale med de gængse kort stort set alle steder. Hvad angår kreditkort, så minder Østrig om Danmark, så du kan snildt bruge dit VISA eller Mastercard.
Tips og tricks omkring Kaltenbach
- Vær opmærksom på at de fleste butikker har lukket om søndagen. Husk at have lidt med hjemmefra, eller vær forberedt på at tage ud at spise 🙂
- Besøg Kristalhütte, som ligger i den fjerneste del af Kaltenbach området. Der er en fantastisk loungestemning, VANVITTIG udsigt, og nogle vidunderlige pister til at køre på. Herfra kan du kører helt i bund til Aschau, hvor du kan tage skibus retur til Kaltenbach (8 min). Det sidst stykke blive nærmest ikke brugt, så det har du for dig selv, og det er en skøn tur. Kræver dog at sneen er fornuftig og ikke alt for mange plus-grader 🙂 Hvis du begiver dig ud på denne tur ned til Aschau, så tjek den lille alpehytte ud (Alfreds Hütte), der ligger ca. halvvejs nede. Her får du en oplevelse uden lige (plads til max 12 personer). Der serveres bl.a. Nuss Snaps. En lille perle som stadig er uopdaget.
- Hvis du kommer i de store uger (uge 7 og uge 8), så brug området længst til højre på pistekortet hvis du vil slippe for den tætte trafik på det store hoved-løjper. Området er fra let øvede til moderat (blå, røde og sorte). Du skal ned af et let rødt stykke (rød 3) fra toppen af Sonnen-Jet liften. Den går så over i enten blå 3, eller fortsætter i rød 3. Der er ikke mange mennesker her. Et par fine spisesteder, og en fint lift i bunden.
- Kom tidligt fra morgenstunden, parker helt tæt på gondolen og slip for parkeringscirkuset der starter omkring kl. 8.30. Liften åbner allerede kl. 7.30 og udover parkeringsgevinsten, så har du også pisterne helt for dig selv frem til ca. kl. 9.30. Det vil du ikke fortryde selvom man skal tidligt op.
Billeder af området
Dine tips, kommentarer eller spørgsmål
Har du gode tips, som jeg skal have med i gennemgangen ovenfor, så skriv dem MEGET gerne nedenfor i kommentarfeltet. Jeg vil være yderst taknemmelig for at du vil dele dine erfaringer.
Har du spørgsmål, så skriv endelig, så svarer jeg så godt jeg kan.
- Information
- Seneste indlæg
- Samarbejde?
Bor i Kolding med min hustru Heidi og vores to skønne børn Emma og William. Jeg elsker ALT der gør hverdagen bedre, lettere eller bare sjovere. Jeg elsker god mad og inspirerende oplevelser, og så har jeg altid haft et blødt punkt for gadgets og lækkert udstyr til hjemmet. Til daglig er jeg medicinmand i det danske hospitalsvæsen.
Hej Lars, super indlæg omkring Zillertal, fundet på skisport. Er selv mangeårig skientusiat, bosiddende i Fredericia, og samtidig admin for FB skiklubben “Attack the Mountain” , der dog uformelt har eksisteret i flere år, men først fra 2019 i ny form, og første gang vi er hele 8 mand der skal afsted. Klubben råder også over prof. skiplejeudstyr. 2019 turen går til Livigno, Italien weekenden uge 11/12. Langsigtigt er ambitionen at samle flere entusiaster og rejse flere afsted. Zillertal er netop på ønskelisten for næste år, da har ikke selv været der hvorfor spændende læsning. Vil nok kigge forbi anviste FB gruppe en af dagene, og har sikkert flere spørgsmål til Zillertal.
Hej Christian.
Det lyder fedt med en gruppeferie på den måde du beskriver. Det tænker jeg nok der skal være god opbakning omkring.
Fedt at du kunne bruge indlægget. Det er et fedt område, og det er jeg sikker på I vil finde super fedt. Der er rigtig mange områder i Zillertal, og der er noget for alle typer af skiløb. Den lille facebook gruppe, som jeg har lavet står vist meget stille tænker at fjerne den igen inden længe, da den ikke rigtig benyttes. Men man kan jo altid håbe at folk kan finde hinanden der 🙂
Du skriver bare, hvis du har spørgsmål, så skal jeg prøve at svare. Men du må hellere skrive her. Det er faktisk et par år siden jeg sidst har været i Zillertal, da de seneste 2 år har gået til Italien til Passo del Tonale.
Italien er generelt fedt, da de er super gode til at præparere pisterne. Kan være jeg skal få lavet et indlæg om Passo Tonale også.
God aften ⛷?
/L