Test: JONR T5 Pro Gen 2 – robotstøvsuger med gulvvaskefunktion
Indholdsfortegnelse
Introduktion
JONR T5 Pro Gen 2 – en robotstøvsuger med gulvvaskefunktion? Kan det overhovedet bruges til noget? Det kommer jeg nærmere ind på i denne gennemgang. Jeg har fået robotten stillet til rådighed fra Robotstøvsugeren.dk.
Før vi tænder for T5 Pro Gen 2, er det værd at få styr på navnet JONR. Det klinger nok ikke bekendt hos ret mange herhjemme, men teknologien indeni er faktisk gamle nyheder – på den gode måde. Fabrikken bag Jonr har nemlig produceret robotstøvsugere for giganter som Xiaomi, Haier og Midea helt tilbage fra nullerne.
I 2018 besluttede ingeniørerne dog at stå på egne ben og etablerede deres eget mærke. Det foregik ret stille i kulissen indtil omkring 2022-2023, hvor de for alvor begyndte at dukke op på de internationale teknologimesser med maskiner, der matchede de etablerede brands på både hardware og software.
Fordelen ved Jonr er netop den historik: De bygger videre på en enormt solid og gennemtestet platform, men de gemmer ofte de nyeste innovationer og den kraftigste sugeevne til deres egne modeller. Strategien er tydeligvis at lade specifikationerne tale for sig selv frem for at bruge millioner på markedsføring. Indtil nu primært via Amazon og lignende platforme.
Det lyder godt på papiret – at man får flagskibsteknologi fra en erfaren producent uden at betale overpris for logoet – men lad os se, om det også holder stik ude på et rigtigt stuegulv.
Jeg har kigget nærmere på denne “Gen 2”-udgave, som lover intet mindre end 15.000 Pa sugeevne. Det er eftersigende meget høj sugeevne. Men lad kigge nærmere på om det kun er på papiret den faktisk kan gøre rent eller om den også fungerer til daglig.
Specifikationer
Her er de tørre tal. Det, du især skal lægge mærke til, er sugeevnen og basens funktioner, som normalt hører til i en højere prisklasse.
| Sugeevne | Op til 15.000 Pa |
| Navigation | LiDAR Laser (360 graders kortlægning) |
| Moppesystem | Dobbelt roterende mopper (180 omdr./min) med Flexi-Arm |
| Batteri | 5200 mAh (ca. 150 minutter) |
| Stationens funktioner | Automatisk tømning (støv), vask af mopper, varmluftstørring |
| Vandbeholder kapacitet | 4 L til rent vand / 3,5 L til beskidt vand |
| Vægt | 10,8 kg |
| Tæpperegistrering | Ja, automatisk løft af mopper (og stopper med at vaske) |
| App | Xiaomi Home (Mi Home) |
Byggekvalitet
Når man pakker JONR T5 Pro Gen 2 ud var min første tanke faktisk at kvaliteten var god – virkelig god. Jeg fik fornemmelsen af den “samme” luksuriøse følelse, som man kan opleve med en topmodel fra Roborock eller Dreame. Plasten virker måske anelse lettere, men kvaliteten er super god.Selve robotten er klassisk og funktionel. Den har den velkendte “tårn”-struktur til laseren på toppen, og knapperne giver et fornuftigt klik. En detalje, jeg er glad for, er, at vand- og støvbeholderne i basen er nemme at få fat i. Der er ikke så meget pjat. Det er tydeligt, at JONR har sparet på de æstetiske finesser for at kunne proppe mere motor i maskinen til prisen. Det er et fornuftigt kompromis, hvis du spørger mig.
Der er 2 vandbeholdere på basestationen. De har en gummimembran i kanten, som gør det slutter tæt når de er fyldt med vand, så man ikke spilder hele vejen fra vasken til basen og vice versa. Den ene beholder er til rent vand, hvor man kommer lidt gulvsæbe i. Den anden er til beskidt vand, hvor den samler det beskidte vand, når den kommer retur i basen og skyller vaskekludede inden den kører ud igen. Du får selvfølgelig besked, hvis vandbeholderen er tom for rent vand, og når den beskidte beholder er ved at være fyldt. Den giver dig også en reminder, så du ikke lader gammelt vand stå og lugte. Super smart.

Lidt overordnet om JONR T5 Pro Gen 2
En robotstøvsuger skal være en “sæt-det-op-og-så-skal-det-bare-fungere” oplevelse, ellers ryger den hurtigt til salg igen på DBA eller ender som en støvsamler i hjørnet af stuen. Herunder har jeg delt det op i app, navigation og støjniveau. Længere nede kommer der mere omkring selve støvsugefunktion/moppefunktionen, da det fortjener et afsnit for sig selv.
– Appen Xiaomi Home
JONR T5 Pro Gen 2 bruger Xiaomi Home-appen og det er en kæmpe fordel. Appen er gennemtestet i årevis. Opsætningen tager bogstaveligt talt 5 minutter. Den finder dit Wi-Fi (husk nu, den vil kun på 2.4GHz netværk, som alle andre robotter), og så kører det. Hvis du er lidt kina forskrækket, så kan du lave et separat 2.4GHz gæstenetværk som du kan lade robotten benytte. Kortlægningen af huset er imponerende hurtig takket være LiDAR-laseren. Den tegner en præcis plantegning af din bolig, hvor du nemt kan opdele rum, lave spærrelinjer og “no-go” zoner. (tjek evt. fra min tidligere anmeldelse af Xiaomi s50).
Appen er faktisk virkelig god. Du kan let bestemme hvor robotten ikke må køre hen, og du kan opsætte, så den f.eks. støvsuger i nogle rum, og både støvsuger og vasker andre. Det er ret genialt. Du kan også markeret et område på kortet, så den f.eks. kun tager rundt om køkkenøen.
Den navigerer fornuftigt uden at virke forvirret. Den tager kanterne først og kører derefter i systematiske baner. Dog skal du være opmærksom på kabler og børnenes strømper. Selvom den har sensorer, er den ikke lige så intelligent til at “se” små genstande på gulvet som de dyre modeller med AI-kameraer. Så ryd op, før du starter den – det gælder i øvrigt alle robotter i denne prisklasse. Man skal have en rutine med at få tøj smidt i vaskekurven, og ikke lade ledninger fra mobiltelefon flyde på gulvet. Men så fungerer det også… Det er super fedt at den har et kort over huset i sig, så når den skal køre hjem og lade eller hvis den skal mangler rummet i den fjerneste ende af huset, så kører den let og elegant dertil. Det spiller altså bare.
Når den kører langs en dørkarm/vindues karm der er lavere end laseren, og der så er det stykke ind til glas/væg, så har den lidt svært ved at køre “hurtigt” langs kanten, men det er også det eneste jeg har oplevet. Den kører forbavsende sikkert rundt i huset. Super fedt !
– Støjniveau
På standardindstillingen er den til at være i stue med, men skruer du op på max sugeevne, så larmer den. Til gengæld er tømningen af støvbeholderen (når den kører retur til basen) højrøstet – det lyder som en jetjager, der letter i 10 sekunder. Det er prisen for at slippe for selv at tømme den manuelt. I praksis betyder det ikke rigtig noget, da den kører når man er væk hjemmefra. Du kan indstille hvor kraftig sugestyrken skal være når den kører rundt – og også hvis du laver forskellige tidsplaner.
Billeder
Kvalitet af rengøringen
Nu til det vigtigste: Bliver gulvet så egentlig rent eller tværer den bare skidt rundt. Jeg har tidligere anmeldt Xiaomi Roborock Mi 2 (s50) robotstøvsuger som efterhånden har en del år på bagen. Dengang var jeg ret tilfreds med rengøringen – og det er jeg bestemt også med denne.
Når du planlægger et rengøringsopgave, så kan du vælge om den skal støvsuge først, og så vaske gulvet bagefter, eller du kan vælge, at den støvsuger og vasker i samme omgang. Du kan selvfølgelig også blot vælge én af delene. Jeg kører med at den både støvsuger og vasker samtidig, så den ikke skal køre hele huset igennem 2 gange. Jeg ved ikke om det ville være smartere at gøre det en-ting-af-gangen, men det fungerer, så hvorfor ændre det.
– Støvsugning
Specifikationerne siger 15.000 Pa. Det er et voldsomt tal, og i praksis er det nok et “peak”-tal målt under helt optimale laboratorieforhold. Men uanset hvad, så suger den kraftigt. På hårde gulve (træ og fliser/klinker) tager den alt fra sandkorn til lange hår uden problemer. På tæpper gør den et hæderligt forsøg, og den skruer automatisk op for sugestyrken. En smart funktion ved denne JONR T5 Pro Gen2 er, at når beholderen på robotten er fyldt med støv (eller er færdig), så kører den retur til basen, hvor den nærmest med en mindre jet-motor suger beholderen tom op i støvsugerposen i basen. Det fungerer super godt.
Når robotstøvsugeren kører, så starter den med at køre rundt langs kanterne, hvor den benytter den roterende kost til at feje skidt ud fra kanten, så den bagefter kan suge det op via suge-stykke under midten af robotten. Man kan nogen gange se at den ligesom skyder skidtet lidt langt væk, men den når det senere igen. Efter kanten er fejet fri, så kører den systematisk i lige, parallelle baner inden hele gulvet er støvsuget. Det passer fint med min indre “feng shui” besættelse.
Hos os kører robotten et par gange om ugen i hele huset, og dagligt i vores køkken/alrum (om køkkenøen) når vi er væk hjemmefra. Det er super til at holde gulvene fri for fnullermænd, hår og hverdags skidt. I bund og grund kunne den ligeså godt bare køre dagligt, men det har vi ikke lige. Man skal tanke vand på ca. 1-2x pr. uge alt efter om du vasker hver gang. Vi har sat den til at vaske hver 2. gang.
Så min konklusion er at JONR T5 modellen gør det super godt når når det kommer til dagligt rengøring. Det er en klar anbefaling, men som du kan se af stresstesten længere nede, så giver det ikke mening at brug den, hvis du f.eks. taber en masse sukker/mel/havregryn etc. Der skal man stadig feje det op som normalt – eller benytte en alm. støvsuger. En robotstøvsuger med en roterende børste vil skubbe/kaste det for meget rundt til at det giver mening.
– Gulvvask/moppefunktion
Det er her, JONR T5 Pro Gen 2-modellen skiller sig ud med sin “Flexi-Arm”. De to roterende mopper, der sidder “bagpå” vasker gulvet i stedet for bare at trække en våd klud efter sig. Det gør en kæmpe forskel på indtørrede kaffepletter eller fodspor fra en regnvejrsdag. Flexi-armen betyder, at den ene moppe kan skydes lidt ud til siden, så den kommer helt ind til panelet. Det er en funktion, vi normalt kun ser på maskiner til den dobbelte pris. Virker det? Ja, det fungerer overraskende godt. Den fanger ikke alt i hjørnerne (intet er perfekt), men den tager den irriterende stribe støv langs væggen, som gamle robotter altid missede. Det er altså når den kører rundt langs kanten i første tur at flexiarmen kommer til sin magt.
En vigtig detalje er, at den kører tilbage og vasker sine egne mopper undervejs. Det betyder, at du ikke vasker hele huset med den samme beskidte klud. Man kan indstille hvor tit den skal køre retur og vaske/fugte moppen. Her i vinterperioden, hvor vi har en masse gulvvarme, der bruges der mere vand, og der er lidt mere beskidt også. Jeg har bedt den om at køre retur og vaske mopperne efter 5 minutter gulvvaske. Det kan også indstilles til 10 minutter eller mere. Man kan også indstille hvor våd moppen skal være. Efter endt rengøring tørrer den mopperne med varmluft, så de ikke kommer til at lugte surt. Det er en lille ting, der gør en stor forskel i hverdagen. Du vil blive ret overrasket over hvor meget skidt den hiver op når den vasker – selvom du før tænkte “vi har det da ret rent” 🙂
De billigere alternativer med moppefunktion har en lille vandbeholder, der sidder på robotten, og her tilføres vand løbende mens den kører, men mopperne bliver ikke gjort rene, så man kører egentlig bare rundt med beskidte klude. Der er det genialt med moppefunktionen, hvor kludene vaskes hver 5-10 minuter alt efter hvad du vælger i opsætningen. Efter endt rengøring, så tørres moppen via luft i basen. Smart.
– vinter og salt
Lige nu er det vinter med salt etc uden for døren. Der har jeg ladet den køre ekstra meget i vores entré for at få salt aflejringerne vasket af hver dag. Det er faktisk ret smart. Jeg har bedt den om først at støvsuge, og bagefter vaske 2x. Her vil jeg anbefale at den bruger den “mest våde” indstillinger, og også skyller mopperne hver 5 minuter, da man ellers vil kunne se saltet bagefter.
Stress-test med havregryn og sukker
Jeg har bevidst lavet en lidt “umulig opgave” for at presse robotten og se hvor god den rent faktisk er. Hvis man ser reklamefilmen fra JONR (hop til video), så ligner det at den lige klarer oprydningen efter en stor fest. Det er en sandhed med modifikationer. Jeg satte det op, så jeg tog en stor håndfuld havregryn og lagde langs kanten af vores køkken-ø, og på den modsatte side en håndful med alm. sukker.
Som du kan se i videoen, så er problemet her at der simpelthen er for meget den skal tage på én gang. Børsten ender med at skubbe både sukker og havregryn rundt, så den i sidste ende ikke får taget det hele. Så min konklusion på stress-testen er at man ikke kan forvente at en robotstøvsuger kan tage store bunker med spildt mel/havregryn, som man uheldigvis er kommet til at vælte ned fra bordet. Der skal man have fat i den alm. støvsuger eller kost og fejebakke.
Til gengæld klarer den sig super godt som en daglig rengøringshjælp – som nok også var det den var tænkt som.
Forbedringspotentiale
Jeg savner at den kan genkende områder der er mere beskidte, og dermed sænke farten (AI) eller køre en ekstra gang i et beskidt område.
Det kunne også være muligt manuelt at bede den om at køre langsomt langs kanter/paneler, eller måske endda tage kanten to gange inden den går videre – i hvert fald når den bruges til at gøre rent efter større uheld som i denne stress-test.
Børsten kommer for det meste godt ind langs kanten, men nogle gange misser den i hjørnerne mellem vægge.
Video af JONR T5 Pro Gen 2
I denne video, der primært er lavet for at stressteste maskinen kan du selvfølgelig også se, hvor dejligt den kører i parallelle baner, og har et kort den kører efter. Den har LIDAR (laser), og sensorer, så den mapper rummet, og kører uden om større genstande. Der er kapitler, og du kan med fordel klikke ind og se den på YouTube (tryk på Titlen øverst, så åbnes du YouTube).
Følg med på Instagram
Kommentarer og spørgsmål?
Du er altid velkommen til at smide en kommentar eller dele lignende oplevelser herunder i kommentarfeltet (hop derned).
Officielle billeder
Dokumenter
Officielle video
Det med småt
For en god ordens skyld skal selvfølgelig nævnes at JONR T5 Pro Gen 2 er stillet til rådighed af https://Robotstovsugeren.dk/. De har ikke haft nogen indflydelse på testens udformning, ordlyd eller konklusion. Den står jeg som altid 100% inde for. Der kan være reklamelinks fra hjemmesiden. Benyttes disse, så får jeg en lille procendel af avancen hos firmaet. Det er gratis for dig, men giver uvurderlig støtte til min lille blog. På forhånd tak 🙏
Konklusion
Læs den samlede konklusion herunder
JONR T5 Pro Gen 2
-
Design / Byggekvalitet
-
Daglig brug
-
Kvalitet af støvsugningen
-
Kvalitet af gulvvask/moppefunktion
-
Pris
Konklusion
Topmodellen Jonr T5 Pro Gen 2 er virkelig god. Den ser måske lidt anonym ud, og navnet klinger ikke så “kendt” som iRobot, Dreame eller Roborock endnu. Men under overfladen får du fuld valuta, hvad angår ydelsen for en topmodel men til 50% af prisen.
Er den perfekt? Nej. Den kunne godt have et avanceret kamera (AI) til at undgå efterladt legetøj. Men hvis du er typen, der rydder nogenlunde op, før robotten kører, så er det svært at finde et bedre køb lige nu. Du får den stabile Xiaomi-software, en sugeevne der sparker røv, og et moppesystem, der faktisk vasker gulvet i stedet for bare at nusse det.
Den kan ikke erstatte en almindelig støvstuger/kost, hvis du spilder MEGET på gulvet, men til hverdag er den genial.
Til prisen er det en “no-brainer” for børnefamilien eller hundeejeren, der bare gerne vil have rene gulve uden at tømme opsparingen. En tilsvarende model fra Dreame (X50) koster i skrivende stund 10.000+ DKK, så du får en lignende maskine til halv pris…
Gode ting
- Imponerende sugeevne
- Roterende gulvmopper med kant-funktion
- Mulighed for at sætte vaskeinterval af moppe
- Schedule funktion (planlægge rengøring)
- Super app (Xiaomi Home)
- Meget værdi for pengene
- Design (bliver aldrig pæn, men den gør det godt)
Dårlige ting
- Ingen AI-kamera til genkendelse af forhindringer
- Genkendelse af ekstra beskidt område mangler
- Mulighed for at kunne køre dobbelt kantrengøring.
- Basestationens størrelse (selvom den er mindre en andre)
- Kan ikke klar store mængder gryn/sukker.


































































