Elektronik og gadgetsSundhed / LægeTestsTræningTræning og sundhed

Test: Nokia/Withings Steel HR – et lækkert fitness ur

Introduktion

Withings/Nokia Steel HR (Heart Rate), er som navnet antyder (HR = Heart Rate) et ur, der kan måle din puls. Men hvorfor skal man egentlig have et ur der kan måle puls? Jeg er ikke en elitesportsmand, eller noget der ligner, men jeg elsker at se, hvor meget min krop knokler under træning mht. puls, forbrænding etc. Netop derfor er det fedt med et fitness ur, som kan klare dette uden, at du hver gang skal montere pulsbælte etc. Uret har ikke GPS tracker indbygget, men det er heller ikke meningen med uret. Nokia Steel HR er et aktivitetsur – og et godt et af slagsen.

Nokia og Withings er gået sammen. I testen benævnes uret bare “Nokia Steel HR”.

 

Specifikationer

Vandtæt og pulsmålende aktivitetsarmbånd med et flot analogt udseende

  • Måler aktivitet: Skridt, distance, løb, kalorieforbrænding og svømning
  • Måler puls: Hvilepuls, pulstrends, workout-tilstand med hyppig pulsmåling
  • Måler søvn, vibrationsalarm til vækning
  • Tåler vand ned til 50 meters dybde (5 ATM)
  • OLED-skærm viser puls, aktivitetsmål og beskeder fra mobilen
  • Analog urskive viser timer og minutter, en mindre urskive viser dagens mål i %
  • Uret er i rustfrit stål med mineralglas, armbåndet er af silikone
  • Findes i 2 størrelser: Urskive på 36 mm og 40 mm (til håndled op til henholdsvis 20 og 23 cm). Remmen er hhv. 18 og 20 mm bred, og vægten 39 gram og 49 gram. Uret er 13 mm i højden.
  • Drives af et genopladeligt litium-ion batteri, ladetid: 2 timer
  • Batteritid: Op til 25 dage ved normal anvendelse, 5 dage i workout-tilstand
  • Kræver smartphone og appen Health Mate, som kan downloades gratis til iOS og Android
  • Automatisk synkronisering – kobles til din mobil via Bluetooth (lavenergi)
  • Kompatibel med iOS 8 og senere, Android 4.3 og senere

Hvad er der i kassen:

  • 1 stk. Nokia Steel HR ur inkl. batteri
  • USB-kabel til opladning
  • Manual (engelsk, tysk, fransk, spansk og italiensk – ikke dansk)

 

Design

Uret er pænt og elegant at se på. Design er altid noget man kan diskutere, men synes Nokia har ramt et design der kan passe til både drenge og piger. Den model jeg har testet er den sorte 40mm model. Jeg har smalle håndled men synes uret sidder rigtig fint alligevel. Under punktet billeder har jeg prøvet at illustrere, hvor stort uret er på mine små arme :-). Der er 2 runde områder på uret. Det øverste er det digitale OLED display, hvor du kan se de forskellige målinger (tid, dato, puls, skridt, distance, kalorier, alarm og batteritid). Den nederste cirkel viser, hvor langt du er med dine dagligt skridt (i procent).

Jeg er ret vild med den enkle opbygning uden alt for meget elektronik tingeltangel. Uret fås i forskellige farver / størrelse. Se det på den officielle side.

Remmen er i silikone, og det kan næsten ikke være meget anderledes, når man skal have et fitness ur, som skal kunne klare vand inkl. svømning. Man kan få remmen i endnu flere farver når man kigger på Withings hjemmeside. Her kan man også købe læderremme.

En anden lille forskel, fraset selve størrelsen på uret i 36 og 40mm er, at der på 40 mm udgaven er en stålkant rundt om skiven, hvor tallene 05-10-15-20-25-30 etc står skrevet. Jeg synes der er pænt, men det er smag og behag (gå til fotos).

 

Opsætning

Nokia Steel HR uret er super let at sætte op. Når du har downloaded Nokia Health App’en, så finder den selv uret, og guider dig stille og roligt igennem opsætningen. Det er super let. Jeg har taget en masse billeder af processen, som du kan se længere nede.

En anden smart ting er at uret automatisk updaterer softwaren i uret. Det sker når Nokia har rettet og forbedret nogle funktioner, eller der kommer nye til. Det hele klares trådløst via din telefon. Det er smart.

 

Dagligt brug

Nokia Steel HR sidder godt på håndledet, og det er pænt. Du kan let aflæse klokken, og nederst på urskiven kan du se, hvor langt du er med det daglige “antal skridt” i form af procent af dit mål (typisk 10.000). Det kan indstilles i Nokias Health app. Da uret er vandtæt ned til 50 meter, kan du uden problemer have det på i badet eller i svømmehallen. Jeg har ikke oplevet nogen problemer i forbindelse med brug i vand. Det fungerer fint.

På siden af uret sidder en lille tryk-knap. Med et kort tryk på knappen tændes det øverste lille runde display, hvor uret skifter mellem følgende: Ugedag/Dato/tid -> Puls -> Skridt -> Distance -> Forbrænding (kcal) -> Alarm -> Batteritid.

Nokia Steel HR har en behagelig silikone-rem. Man kan købe andre remme direkte hos Nokia eller på f.eks. Ebay. Glasset på uret er “mineralglas”. Det er ganske robust, men er ikke ridsefrit. Stille og roligt kommer der små skrammer på uret. Dog ikke noget der generer i dagligdagen – men det er altså ikke ligeså robust som f.eks. saphireglas eller lignende.


Pulsmåling

Det er faktisk meget interessant at se hvor rolig puls man har i løbet af dagen. I Nokias Health App på telefonen / computeren kan du få overblik over dine gennemsnitspuls over dagen, under træning, og antal skridt m.m. (gå til fotos).

Uret måler din puls hvert 10. minut gennem hele døgnet, og giver et fint overblik over din hvilepuls om natten, samt i dagtiden. Du kan også få uret til at måle kontinuerligt – altså hele tiden – det kommer jeg nærmere ind på i afsnittet omkring træning.


Notifikationer

I det lille runde display øverst får man også vist notifikationer (hvis man vil). Her kan du feks. få et lille besked ikon, når du modtager en SMS. Navnet på den du har modtaget SMS’en fra ruller over displayet, men ikke selve teksten. Det synes jeg faktisk er rart, da man ikke behøver at tage telefonen op medmindre man virkelig gerne vil læse SMS’en.

Når du modtager et opkald vibrerer uret, og du kan også se hvem der ringer i displayet. Du kan ikke besvare opkald via uret, men fedt at man lige kan “lure” om man virkelig vil afbryde træningen for et opkald.

Notifikation funktionen er god både i forbindelse med træning, men nok allermest derhjemme. Her kan man nemlig smide telefonen et sted, så man ikke “kommer til” at tjekke hele tiden. Uret giver dig besked, hvis der er noget at tjekke, og ellers kan man “slappe” af og være lidt mere offline.

UPDATE 26. september 2018:

Der er netop kommet en firmware opdatering til uret, som nu gør et muligt at ændre notifikationer, så du nu kan få vist teksten også. Der er også kommet ny skrifttype, og muligheden for at justere lysstyrken bedre. Sådan Nokia.


Søvnanalyse

En anden lidt sjov ting er at uret prøver at lave en søvn analyse ud fra din puls, og hvor roligt du ligger i sengen. Jeg er ikke helt sikker på hvad man skal bruge det til, medmindre man døjer med træthed, da analysen så vil kunne afsløre, hvis man er meget urolig i løbet af natten.


Alarmfunktion

Den sidste lille ting, som jeg faktisk synes meget godt om er alarm-funktionen. Urets alarmfunktion er koblet sammen med søvnanalysen, og vil derfor forsøge at vække dig på det optimale tidspunkt (let søvn). Det skulle gøre at man er mere frisk når man vågner, når man ikke er blevet vækket brutalt fra den dybe søvn. Urets alarm indstilles i Nokia Health App, hvor man indstiller tidspunktet man vil op på – men derudover vælger man, hvor lang tid uret på bruge på at “ramme” det perfekte tidspunkt. Hvis du f.eks. vælger 20 minutter, så vil uret i de 20 minutter op til alarmtidspunktet analyserer, om du er i let søvn, og vil så vække dig før tid, hvis tidspunktet er perfekt. Det er en lydløs alarm, hvor uret vibrerer på din arm, og det fungerer faktisk fint.

Jeg tør dog ikke helt lade være med at indstille min vanlige alarm også, men ofte er jeg vågen inden alarmen går. Nogle gange virker jeg mere frisk end normal, men der er også almindelige dage, hvor morgenen er svær at få løbet igang.

 

Under træning

Det er netop i forbindelse med træning at uret skal vise sit værd. Du aktiverer “trænings-mode” ved at holde side-knappen nede et par sekunder. Herefter vibrerer uret, og pulsmåleren måler herefter kontinuerligt. Så er det bare om at yde maksimalt, og ikke tænke mere over dit fitness ur. Når træningspasset er slut, holder du knappen inde igen, og trænings-mode deaktiveres igen. Uret vil så gå tilbage til at måle din puls hvert 10. minut i standard mode.

Pulsmålingen fungerer generelt rigtig godt, men en gang imellem kan den have problemer, hvis man f.eks. sveder rigtig meget. I de tilfælde skal uret lige spændes lidt strammere for at få bedste resultat. Det er ikke noget der tager lang tid, men man “misser” nogle pulsmålinger under sin work-out, hvis man ikke gør det. Ved almindelig løb, fitness etc. er der ingen problemer. Det fungerer overraskende godt. Jeg må indrømme at jeg ikke er sikker på om det bare er på min hud uret en gang imellem giver disse måleproblemer. Jeg har ikke kunnet finde andre der har beskrevet disse ting rundt om på nettet i andre tests og beskrivelser af uret. Det er ikke noget der trækker meget ned, da den som oftest klarer det med bravour.

I Nokias Health App får du et fint overblik direkte på din telefon eller computer. Her kan du se din puls under træningen, samt forbrænding i samme periode. Du kan indstille vægt, højde, træningstype og mange andre ting i selve app’en. Det hjælper med at gøre træningsoverblikket så godt som muligt. Jeg har selv Nokia Body Cardio vægten, som måler fedtprocent, muskelmasse og meget mere. Nokia Body Cardio vægten har jeg tidligere haft til test (læs testen her).

Jeg har taget nogle billeder, som du kan se længere nede.

 

Batteritid

Batteritiden på Nokia Steel HR uret er virkelig imponerende. Uret holder ganske enkelt fantastisk på strømmen når man tænker på, at vi har at gøre med et fitness-ur med indbygget pulsmåler, der måler hele døgnet rundt (10 minutters intervaller). Jeg har tidligere teste Apple Watch og også en Android ur men de skulle lades op næsten dagligt. Nokia Steel HR holder strøm i ca. 5 dage, hvis du har pulsmåleren til konstant (trænings-mode). Hvis du derimod bruger det ganske almindelig, hvor du aktiverer trænings-mode, når du starter din løbetur/fitness etc, så får du 3-4 ugers batteritid.

Det er virkelig genialt ikke at skulle huske at oplade uret hele tiden, som man skal ved en del andre fitness-ure. Ved mit “forbrug” holder uret ca. 3 uger før jeg skal lade uret op. Det er absolut godkendt. Flot !

Opladningen foregår ved at placere uret i den medfølgende lille “dongle”. Det oplades uden at du skal koble kabler direkte til uret. Den lille oplader (gå til fotos) kobles til en USB oplader (f.eks. fra din telefon), eller direkte til din computer.

 

Pris

Prisen er bestemt fornuftig. Du får et fint ur med super batteritid, og fede funktioner til ca. 1000 kroner. Uret hedder nogle steder Withings Steel, men det er det samme ur

Jeg har et samarbejde med Pricerunner, som altid sørger for at give dig de bedste priser. Du kan se priserne med og uden fragt.

– i samarbejde med PriceRunner

 

Billeder

 

Spørgsmål eller kommentarer?

Du er velkommen til at stille spørgsmål eller komme med din egen oplevelse af uret, hvis du har anskaffet dig et.

 

Det med småt

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at denne test er lavet af forfatteren alene. Der er ingen andre, hverken personer eller firmaer, der har haft indflydelse på ordlyden eller den endelige bedømmelse. Vi er heller ikke blevet betalt for at lave testen. For en god ordens skyld skal det dog siges, at Nokia Steel HR uret er stillet til rådighed af Coolstuff.dk i forbindelse med testen.

Hvis du benytter mine direkte links her fra siden, så vil der ofte være tale om affiliate-links, som giver bloggen lidt procenter af et eventuelt køb. Din pris hos forhandleren ændrer sig selvfølgelig ikke. Det betyder, at du ved brug af mine “links” giver værdifuld støtte til min lille blog i tilfælde af, at du skulle vælge at foretage et køb. Se evt. mere omkring affiliate links under samarbejdspartnere.

 

Konklusion

Nokia Steel HR
  • Design / Byggekvalitet
  • Daglig brug
  • Batteritid
  • Pris
4.7

Samlede vurdering

Nokia Steel HR er et pænt pulsur, der gør hvad det skal. Det har en fantastisk batteritid, og er let at bruge. Giver et fint overblik direkte på uret, hvor man let kan se, hvor mange kalorier man er oppe på, eller hvor mange skridt, man har tilbagelagt i indeværende døgn. Derudover er det vandtæt. Jeg er specielt glad for notifikation funktionen, hvor man kan se, hvem der ringer, eller hvem du lige har modtaget en besked fra.

Et rigtig fint ur, som prismæssigt også ligger helt fornuftigt – da det faktisk er rigtig flot. Selv efter flere måneders test, så holder det stadig, hvad det lover. Well-done Nokia.

Gode ting

  • Flot design
  • Vandtæt
  • God app (Nokia Health)
  • Fantastisk batteritid for ur med pulsmåler
  • Vækkeur uden lyd (vibration)
  • Notifikationer på uret
  • Fint overblik på selve uret (dine data)

Dårlige ting

  • Glasset er ikke så stærkt (får lidt småskrammer med tiden)
  • En sjælden gang svigter pulsmålingen hvis huden er meget svedig (kan afhjælpes ved at spænde remmen godt).
Følg
Giv besked ved
guest

2 Kommentarer
Nyeste
Ældste Flest stemmer
Inline tilbagemeldinger
Se alle kommentarer
Elin finnerup @gmail.com
Elin finnerup @gmail.com
4 år siden

Mit Nokia steel HR ur er pludselig gået i stå i dag, er ladet op 88% , hvordan får jeg den igang igen.
Den er købt i oktober 2018 og gået upåklageligt indtil nu.

2
0
Noget på hjerte, så smid meget gerne en kommentar.x
()
x