Hus og have

Orangeri tanker

Introduktion

Vi overtog vores skønne gamle “nye” hus i foråret 2026 (Villa Ayoë). Vi kom fra et nyere hus, hvor vi for år siden fik lavet en lækker Pergola (Læs mere). Den har vi savnet, og derfor gik tankerne ret hurtigt på at vi skulle have lavet noget lignende for at kunne nye de dejlige timer i ly for vind og vejr, men stadig de dejlige varmestråler fra solen.

Vores nye sted er en helt anden stil, og derfor blev vi ret hurtige enige om at en pergola nok ikke var det rigtige valg. Istedet kiggede vi mere i retningen af et orangeri, og allerhelst på en lille mur. Det er denne proces der kommer mere om i dette indlæg.

Vi startede med at skulle gøre plads i haven til orangeriet. Gennem mange år var haven stille og roligt vokset til i hække og træer, og så stod der et skur lige der, hvor vi gerne ville have orangeriet. Det måtte lade livet, og vi fik planet området lidt ud, fjernet et valnøddetræ, der alligevel var halvdødt pga. svamp, og så kunne gå videre med tankerne om, hvilket type orangeri vi ønskede os, og hvem det skulle være.

 

Overvejelser

– Størrelsen

Hvor stort skal et orangeri være. På den ene side, så vil man jo gerne have god plads, og på anden side, så er der jo en masse rammer, der bestemmer. Der er økonomien. Prisen stiger selvfølgelig jo større et orangeri du vil bygge. Derudover, så skulle vi også finde ud af om vi kunne tænke os et rektangulær hus eller om det skulle være med vinkler.

Firkantet model – billede fra Vica.dk

 

Billede fra hobbydrivhuse.dk

 

T-form, hvor der er et indgangsparti i midten – billede fra Vica (den vi gik med).

Vores grund begrænsede størrelsen, da vi gerne ville have det placeret tæt på terrassen, og der var der et græsområde, hvor det kunne stå, men så kunne have et hus på ca. 6×4 meter (max). Vi brugte virkelig længe på at finde de forskellige modeller, der kunne være interessante, og som prismæssigt gav mening for os. Da vores hus er af ældre dato var vi ret enige om at vi gerne ville have en brystningsmur under orangeriet, da det giver et mere klassisk look. Det gør også prisen noget højere, men så måtte vi spare sammen til pengene var der.

Vi endte med at falde for T-modellen (som på billedet herover), hvor vores model har 21.6 m2.

– Valg af farve orangeri

Vi har talt med flere rådgivere fra Vica, og har kun positivt at sige om vejledningen, og ikke mindst at det virkede reelt, selv om det vi spurgte om nok ville være meget dyrere, men alligevel anbefalede en billigere løsning. En af punkterne, som vi ikke “lyttede” helt efter var omkring farven på orangeriet. Vi har et gammelt hus i røde sten, og store vide partier omkring vinduer/sokkel m.m. Derfor havde vi et ønske om en hvid model. Begge sagde uafhængigt at hinanden at de normalt ikke ville vælge en hvid i et u-isoleret orangeri, da det hurtigere kan komme til at se lidt beskidt ud og vil kræve mere rengøring. Derudover enkelte gummilister, som skal være sorte. Vi har selv læst en masse, og spurgt i diverse grupper omkring et hvidt orangeri, og om hvad andres erfaringer er. Alle tilbagemeldinger var at vi klart skulle gå med hvid, så det har vi gjort.

En anden ting, der blev nævnt er at hvis kan “larme” lidt i synsfeltet, når man kigger igennem huset, hvis der er for mange lodrette vide segmenter. Vi har derfor valgt at der er god afstand imellem (som på det første og andet billede).  Jeg er sikker på det bliver super godt.

 

– Udstyr

Vi var forbi Vica i Kolding, hvor de fleste modeller står i deres showroom. Det er dejligt at kunne gå rundt og fornemme størrelsen af orangerierne og ligelede kvaliteten. De havde en model stående (EOS Victorian T-model). Den havde det fineste indgangsparti, og stadig en god størrelse med plads til bord og sofa m.m.

Der skal være strømstik i de fire hjørner i “hovedbygningen”. Loftvinduer med automatisk åbning når temperaturen stiger. I enderne på de lodrette glas, er der lameller, der kan åbnes og skabe gennemtræk, hvis der skal luftes ud. Vi havde et ønske om en rigtig hængslet dør, så det kommer der også i. Derudover lidt hylder og ophæng til lamper etc. Det vigtigste var at finde ud af hvor indmuringsdåserne skulle placeres, så mureren kan gøre det rigtigt fra start af.

I første omgang har vi ikke tænkt os der skal være nogen form for opvarmning i orangeriet, men det kan da godt være med tiden at der skal sidde et par varmelampe, altså de der rødglødende nogle der giver en masse strålevarme. Men ikke i første omgang. Vi sørger for der bliver trukket et installationskabel der kan trække det så vi ikke står bagefter og mangler ampere.

 

Samlet løsning eller egne håndværkere?

Vi startede ud med at kigge på de forskellige producenter af drivhuse oog orangerier, og der var faktisk en del der stå godt ud. Se nogle eksempler ovenfor. Udfordringen for os var at ingen af os er håndværker eller murer, og selv om hænderne er skruet godt på, så synes vi alligevel det blev en for stor mundfuld selv at gå i gang med at skulle lave sokkel/mure m.m.

Vi overvejede også at få en lokal murer til at stå for det, men de første par stykker vi havde fat i, havde ikke tid før om lang tid – og derudover så skulle det selvfølgelig koordineres med opsætning etc.  Vi endte derfor med en samlet løsning fra Vica.dk. Vi ville dog gerne selv stå for at skaffe murstenene, da vi havde fundet en super flot sten.

 

Valg af mursten / belægning?

Vores orangeri kommer til at stå separat i haven, og ikke noget vi kommer til at bruge hele året, og derfor laver vi det uisoleret (det er også væsentligt billigere – ca 200k). Når det er uisoleret og uden varme, så vil der dannes kondens/dråber på indersiden, som akn dryppe ned på gulvet. Det andet er at, hvis vinduerne står åbne en solrig sommerdag, og der pludselig kommer et regnskyl, så går der lidt inden temperaturen falder, og vinduerne lukker, og så kan der komme lidt vand ind via vinduet. Pga. det, blev vi anbefalet at lave gulvet på en sandpude med belægningssten/kliniker, så evt. vand kan løbe væk.

– Mursten til brystningsmur

Overvejelserne omkring mursten var mange. Enten skulle vi ramme den mursten vi har i dag så tæt på som muligt eller også skulle vi gå efter samme nuance, men med et helt andet spil i stenene. Vi så en masse forskellige sten, og endte med den flotte “Red Shade” fra Matzen Tegl. Den er super fint, og ligner genbrugssten fra et gammelt kloster 🙂 Elsker den.

– Belægningssten til gulv

Til gulvet var vi ude i mange løsninger også. Vi ville gerne have et sildebenparket-lignende mønster og ikke bare almindelige herregårdssten. Så var spørgsmålet om det skulle være gråt, lyst, brunt, mørkt etc etc. Efter en del frem og tilbage, så besluttede vi os for den super fine belægningsklinke Malmö fra Steffen Sten i Odense. Det bliver spændende når det står klar.

 

Billeder af haven inden murer ankom

 

Næste skridt

Inden for ganske få uger, så er mureren godt i gang. Vica sørgede tidligt for at sende en byggeansøgning, så vi kunne få tilladelse til at opføre orangeriet. Det var faktisk noget af det første der blev gjort, da vi havde lagt os fast hvilken model vi skulle have. I Kolding Kommune tog det kun ca. 2 uger og så var tilladelsen på plads.

Nu skal der først laves/støbes sokkel, og når den er klar, så skal brystningsmuren opføres. Ca. 3 uger efter start på sokkelen, så skulle orangeriet gerne blive monteret og være færdigt. Selve processen under opførelsen kommer der mere om i opfølgende indlæg og på Instagram, som du selvfølgelig gerne må følge, hvis du vil læse mere om vores projekt med opgradering af vores ældre villa.

 

Følg med på Instagram

Kommentarer og spørgsmål?

Du er altid velkommen til at smide et spørgsmål eller dele dine tanker herunder i kommentarfeltet (hop derned). Du kan også følge vores renovering af vores gamle dame på instagramprofilen Villa Ayöe

Rigtig god dag 🍀

 

Følg
Giv besked ved
guest

0 Kommentarer
Nyeste
Ældste Flest stemmer
0
Noget på hjerte, så smid meget gerne en kommentar.x
()
x