Hjemmelavede æbleskiver (opskrift)
Indholdsfortegnelse
Introduktion
I juletiden er æbleskiver en skøn ting at servere hvis man får gæster. Det er sjældent man møder nogen der ikke bryder sig om æbleskiver. Der findes mange opskrifter på nettet, og mange med citrusfrugt og kardemomme. Det er der ikke i denne version, da jeg er mere til den “rene” vare. Under tips længere nede deler jeg selvfølgelig også, hvordan du laver æbleskiverne med kardemomme, hvis du gerne vil have det.
Opskriften
Klassiske æbleskiver
Ingredienser
- 4 piskede æggehvider
- 4 æggeblommer
- 250 gram hvedemel
- 4 dl kærnemælk
- 0.5 tsk salt (fint)
- 0.5 tsk natron (evt. bagepulver)
- 4 tsk sukker
Ekstra ting
- Flydende margarine / palmin / olie (til stegning)
- Evt. kardemomme og revet citronskal (se under tips)
Fremgangsmåde
- Del æggene i blommer og hvider i 2 skåle.
- Start med at piske æggehviderne luftige og stive.
- I skålen med æggeblommer kommer du de resterende ingredienser i (kærnemælk, mel, salt, natron og sukker). Rør det godt sammen med elpiskeren.
- Vend herefter de piske æggehvider i dejen. Kom det op i et litermål eller lignende til at hælde let op i æbleskivepanden.
- Varm æbleskivepanden godt op. Kom godt med fedtstof på første runde, og fyld “hullet” op med 2/3 dej. Når der er dannet stegeskorpe kan du vende æbleskiven rundt, så æbleskiven bliver “rund”.
- Vend dem stille og roligt herefter indtil du har en fint farve. Kom dem evt. i et ildfast fad med sølvpapir over, som du stiller i ovnen ved 100 grader, så de holder sig varme.
Tips
- Husk rigeligt med fedtstof den første portion. Specielt hvis du bruger en støbejerns æbleskivepande. Den har brug for at “suge” lidt. Jeg bruger altid flydende fedtstof f.eks. Becel (den der lille gule plastikflaske).
- Hvis du vil have mere “jule-smag”, så tilsæt 1 tsk kardemomme og lidt revet øko citronskal.
Billeder
Spørgsmål eller kommentarer?
Du er meget velkommen til at stille et spørgsmål, eller komme med gode forslag. Giv gerne opskriften 5 stjerner, hvis du synes om den. Du må også meget gerne uploade et billede. Det gør du længere nede i kommentarfeltet. Her kan du klikke på vedhæft fil, og så vælger du bare det billede du gerne vil sende med.
- Information
- Seneste indlæg
- Samarbejde?
Bor i Kolding med min hustru Heidi og vores to skønne børn Emma og William. Jeg elsker ALT der gør hverdagen bedre, lettere eller bare sjovere. Jeg elsker god mad og inspirerende oplevelser, og så har jeg altid haft et blødt punkt for gadgets og lækkert udstyr til hjemmet. Til daglig er jeg medicinmand i det danske hospitalsvæsen.
Tak for en rigtig skøn opskrift på æbleskiver og rigtig god jul.
VH Karin
Tusind tak 🙏🙏
Og god jul til dig og dine også ❤️🎅🏻
Super gode! Det gør dig ikke noget hvis man ikke kan få pisket æggehviderne luftige, for de smager stadig helt perfekte. (Vi kom til at spilde lidt af æggeblommerne i æggehviderne, og vi bemærkede intet.)
Tusind tak ordene 🙌👌🙏 og dejligt at høre at det fungerede super alligevel 🤩😉
Super god opskrift 🙂 Alle elskede dem
Fedt ?❤️