Musik og sangeSoftware / appsTests

Test: Fender Play – online guitar undervisning

Introduktion

Fender Play er online guitarundervisning for dig der gerne vil i gang med at spille guitar. Tjenesten har kvalitetsvideoer, hvor du bliver guidet igennem øvelser, så du stille og roligt lærer dit instrument at kende. Fender Play har et kæmpe repertoire af engelske sange. I dette indlæg vil jeg forsøge at give dig indsigt i, om det overhovedet er pengene værd – og selvfølgelig, hvordan det fungerer i praksis. Al undervisning foregår på engelsk. Så hvis du ikke forstår engelsk, så er det ikke noget for dig – men kan du engelsk bare til husbehov, så læs videre 😉

 

Baggrund

Fender er en af de største guitarproducenter i verden, og derfor også oplagt at de er gået forrest med satset på en online platform, hvor du kan lære at spille guitar. Fender Play blev lanceret i 2017, og stille og roligt har Fender tilføjet flere og flere sange. I det seneste års tid har mange pludselig grundet COVID-19 fået meget mere tid i hverdage/weekender, som har gjort det muligt at genoptage eller bare begynde på at lære at spille f.eks. Guitar. Derfor er der allerede rigtig mange, der har forsøgt sig med Fender Play. Det store spørgsmål er om man kan bevare interessen.

 

Sådan fungerer Fender Play

Første gang du logger ind på Fender Play skal du vælge, hvilket instrument du gerne vil forsøge (akustisk guitar, el-guitar, bas eller ukulele).  Herefter vælger du om din egen “pathway” altså din musikalske sti. Her kan du vælge mellem blues, folk, country, pop eller rock. Herefter kommer du på din personlige oversigt, hvor du hele tiden kan se hvilke lektioner du har gennemført, og hvad du står “overfor” inden længe. Der er selvfølgelig også en progress-bar under hver lektion, så du kan se om du har gennemført det hele, eller er stoppet halvvejs.

courses fender play test anmeldelse erfaring

De enkelte lektioner kan ses f.eks på din iPad, og du kan selvfølgelig også sende de fra din enhed til dit TV via både AppleTV eller Chromecast. De forskellige videoer er optaget i høj kvalitet. Når du når til lektioner omkring både rytme og fingerpositioner, så indeholder videoerne både et billede af “rytmehånden”, samt akkord-hånden. Det er super fint. Nederst på skærmen kan du få vist tabulatur – altså hvor du skal sætte fingrene etc… Du kan se et par eksempler under billeder længere nede.

 

Daglig brug

Når du først er kommet igang, så kører det bare. Du kan benytte alle dine enheder både Smartphone, Ipad og computer. Det er super let, og det fungerer bare. Jeg har ikke i det halve år jeg har testet Fender Play oplevet nogle problemer over hovedet. Du lærer både akkorder og tabulatur.

Jeg har spillet guitar en del år – men primært som akkorder, og lidt blandet små-tabulatur. Jeg har derfor sprunget en del lektioner over med de almindelige basisøvelser. Jo længere jeg er nået frem jo mere er der kommet øvelser, hvor jeg skal “tænke” mig om og øve nogle specille fingerstillinger. Det er super fint, og jeg blev ret opslugt af det. Så meget at jeg gennemførte en hel kategori på en aften, da jeg bare blev ved og ved. Det er super godt.

Det eneste jeg savner er muligheden for at kunne jamme med originalnummeret. Altså når man havde lært akkorderne / soloen etc fra et specifikt nummer, så ville jeg gerne kunne trykke på afspil og så jam’me med original artisten. Det kan man desværre ikke – så skal man finde det på sin normale streaming tjeneste og så spille sammen med. Det kan man også sagtens – men det andet havde været lidt lettere. Det er med garanti et spørgsmål om copyrights og koda-afgifter til kunstnerne.

Er du en øvet guitarist og gerne vil have noget avanceret at spille/øve på, så kommer Fender Play altså til kort. Der mangler simpelthen en sektion for dem der allerede kan spille guitar, akkorder og soloer, men som gerne vil rykke endnu mere. Det kan være det kommer, men aktuelt bliver det for kedeligt, hvis du allerede styrer soloerne 🤩

 

Pris

Hvad koster sådan en omgang så? Fender Play er prissat yderst fornuftigt. Det koster 11.24 Euro pr måned (ca 85 kr) eller du kan få rabat, hvis du tegner et årsabonnement. Gør du det så er prisen for 12 måneder 96.24 Euro svt. 722 kroner. (60 kroner pr. måned).

Inkluderet i denne pris får du fri adgang til alle videoer/lektioner – selvfølgelig også adgang til både guitar, ukulele og bas lektioner. I forhold til almindelig musikskole undervisninger, så er det her selvfølgelig ikke det samme. En musikskolelærer tager udgangspunkt i dig og dine ønsker, og man kan fokusere, hvis der er behov for en specifik øvelse. Dog er denne “nye” undervisningsform let at have med at gøre, da du kan øve når det passer ind i dit program. Her kan du jo netop også øve en lektion indtil den sidder, og der er masser af gode tips undervejs.

Prisen er selvfølgelig også MEGET billigere end når du har en musikskolelærer til at undervise, hvor man typisk betaler ca. 400 kr/måned for 20 minutters undervisning om ugen. Med Fender Play kan du øve alt det du vil – med vedvarende instruktioner foran dig på skærmen.

Hop direkte ind på Fender Play, og få en gratis prøveperiode ❤️💚💙. Når du skriver dig op registrerer du dig som abonnement, men du kan frit afmelde det inden prøveperioden slutter. Vil du fortsætte abonnementet, så trækkes pengene som aftalt.

 

Billeder

 

Video

Her er “reklamevideoen” lavet af Fender selv. Grunden til jeg har taget den med er, at den giver et hurtigt overblik over hvad det går ud på.

 

Kommentarer og spørgsmål?

Du er altid velkommen til at stille et spørgsmål i kommentarfeltet (hop derned). Jeg vil også meget gerne høre, hvis du allerede har erfaring med Fender Play – og hvad du synes om tjenesten?

 

Det med småt

Jeg har selv tegnet abonnement på Fender Play. Hvis du benytter linket oppe over, så registrerer Fender, at du kommer fra min side af. Hvis du efterfølgende tegner et abonnement, så får jeg 5$ i provision - så du kan støtte bloggen helt uden at det koster dig noget (hvis du alligevel kunne tænke dig at fortsætte med Fender Play når din gratis testperiode er ovre).  På forhånd tusind tak 🙏

 

Konklusion

Fender Play
  • Video- og lydkvalitet
  • Brugervenlighed
  • Daglig brug
  • Udvalg af sange
  • Pris
4.6

Min samlede vurdering

Fender Play er online guitarundervisning på engelsk. Det fungerer glimrende, hvis du er nybegynder, let øvet eller øvet. For de rigtig rutinerede er der ikke så meget at hente – andet end en smule “teknik-øvelser”, og akkorder til diverse sange (som du nok kender i forvejen).

Prisen er god, og du kommer hurtigt i gang med forskellige klassikere. Videokvaliteten er god, og intruktørerne ligeså. Optagelserne har både kamera på fingerstillinger, og hen over pickup’en. Det fungerer super godt.

Vil du gerne i gang med guitarspillet – og kan du lidt engelsk, så skal du helt bestemt tjekke Fender Play ud. Du kan få et prøveabonnement inden du “tegner” et rigtigt abonnement.

God fornøjelse.

Gode ting

  • Let og funktionel brugerflade
  • Flotte videoer (HD)
  • Lydkvaliteten i top
  • Udvalget af sange
  • Gode instruktører
  • Flere instrumenter (Bas, guitar, ukulele)

Dårlige ting

  • Ikke mulighed for at “jamme” med originalsang
  • Ikke for øvede/ekspert guitarister
Følg
Giv besked ved
guest

1 Kommentar
Nyeste
Ældste Flest stemmer
Inline tilbagemeldinger
Se alle kommentarer
Jørgen Nielsen
Jørgen Nielsen
3 år siden

Hej Lars. Tak for en fin gennemgang. Jeg har brugt det i nogle uger nu. Det er super let at gå i gang med, så man skal endelig ikke holde sig tilbage, hvis man gerne vil lære lidt guitar.

Rigtig god blog
Tak

1
0
Noget på hjerte, så smid meget gerne en kommentar.x
()
x