GoogleTestsTips

Test: Google WIFI – godt signal i hele huset…

Introduktion

De fleste kan nikke genkendende til at det trådløse signal rundt om i huset ikke er lige godt alle stedet – her kommer Google Wifi ind i billedet. Google Wifi er sådan set en router, altså den enhed, der laver dit trådløse internet i hjemmet. Det smarte ved den er, at man let kan koble flere enheder sammen, og dermed udvide dit trådløse internet til de “mørke” kroge af hjemmet uden at skulle trække kabler. Det er ekstremt let at sætte op, og det spiller bare.

Jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at skjule min begejstring for de små fine enheder. Det løser let problemet med døde hjørner, og uden at man skal bruge en masse teknisk viden. Sådan Google!

Indlægget er blevet til i samarbejde med webdesigner og SEO Konsulent Nicolai Sørensen.

 

Specifikationer

Trådløse standarder: IEEE 802.11a/b/g/n/ac, AC1200 2×2 Wave 2 Wi-Fi (expandable mesh; dual-band 2.4GHz and 5GHz, TX beamforming); Bluetooth Smart.
Processor: Quad-core ARM CPU (each core up to 710MHz)
Hukommelse: 512MB RAM
Diskplads: 4GB eMMC flash
Nettyper: 2.4 & 5GHz
Indgange: 2 x netstik pr. enhed (Gigabit Ethernet – 1 WAN og 1 LAN port pr. enhed)
Størrelse: 106.1 x 68.7mm; D x H
Vægt: 340 gram

 

Design

Enhederne er super fine. Bløde kanter, flot hvid farve og en lille tynd LED stribe i midten. Selv om jeg synes at teknik sådan set skal gemmes væk, så er denne enhed ikke en man behøver at gemme af vejen. Der er ingen grimme antenner, som man kender fra andre routere.

 

Kort om teknikken

Google Wifi enhederne kobles sammen i et såkaldt Mesh-netværk. Mesh betyder “trådnet”, og idéen er at hver enhed udvider/forlænger rækkevidden på dit trådløse netværk. Det er den næste-generation af trådløse netværk – og det fungerer sindsygt godt. Tidligere skulle man i gang med at købe en forstærker/repeater (altså en ekstra ting der kunne forlænge rækkevidden), men der var ofte en del problemer med at man så skulle oprette et ekstra netværk med separat navn, og så giver det ligesom ikke så meget mening.

 

Opsætning af Google Wifi

Google Wifi er lavet for den ikke-IT-sagkyndige – og det er et kæmpe plus for 9 ud af 10 personer. Man starter med at downloade Google WIFI app’en, og så guides du ved hjælp af billeder, og tekst igennem opsætningen. I mit tilfælde tog det omkring 15 minutter at sætte alle 3 enheder op. That’s it, folks! Super let.

Under billeder kan du se lidt screenshots fra selve proceduren. Det er virkelig simpelt, og det fungerer. Det eneste man skal tage stilling til er navnet på netværket og hvor enhederne skal stå – så klarer Google Wifi resten.

Der er to ting man skal være opmærksom på:

  1. Enhederne har hver 2 netværksindgange. Den første enhed skal kobles sammen med dit internetmodem – altså den enhed du typisk har fra dit internetfirma. Hvis det er en router med trådløst net, så slå det gerne fra, så du ikke har flere netværk i huset. Google WIFI enheden kobles så sammen med din router via et almindelig netværkskabel (medfølger i kassen), og så følger du bare opsætnings guiden.
  2. Har du som jeg en del elektronik, hvor du har trukket kablede forbindelser ind til teknikskabet, hvor din “tidligere router” stod, så kommer du til at mangle indgange, da du kun har én indgang mere til rådighed i den første Google Wifi enhed (da den anden gik til den kablede forbindelse med dit internet modem). Løsningen er at købe en internet switch. Jeg har købt en 8 ports D-Link DGS-108 Gigibit Desktop Switch, som kun koster omkring 160 kr. Den giver dig ekstra 7 indgange. Let og ligetil. Er du lidt i tvivl om hvad en Switch (også kaldet en Hub) er , så kan det sammenlignes med en stikdåse når man taler om el.

 

Funktioner

Hele systemet er bygget op omkring Google Wifi App’en. Her har du et godt overblik over dit hjemmenetværk. Du kan se, hvilke enheder, der er koblet på netværket (inkl. hvor meget data de bruger). Du kan se forbindelsesstyrken mellem dine Google Wifi enheder og der udføres også en daglig internethastighedsmåling, så du sikres at din forbindelse ikke pludselig er blevet dårlig.

Google Wifi sørger også for at analysere hvilke andre netværk, der er i området, og hvilke trådløse kanaler de “sender” på. Det har specielt betydning, hvis du bor i større byer med mange trådløse net omkring dig. Jo flere wifi-netværk der er på en kanal, jo mere kan de forstyrre/genere hinanden. Her vil Google Wifi selv vælge den kanal der er mindst belastet.

Systemet vil også automatisk koble dig på den Google Wifi enhed, der har det bedste signal alt efter hvor du befinder dig i hjemmet. Går du rundt, så skiftes rundt, så signalet er bedst muligt hele tiden. Google Wifi vil også automatisk styre om din enhed kobler på 2.4 eller 5.0 GHz netværket. Ved du ikke hvad det betyder, så glem det bare igen – for det har ingen praktisk betydning mere 🙂

En anden genial ting er at dit Google Wifi system automatisk opdaterer firmwaren i systemet, så du automatisk har nye opdatering, som forbedrer stabilitet, tilføjer nye funktioner etc. Sikkerheden er selvfølgelig også i top. Der er indbygget firewall, og alt fungerer under overfladen, så det ikke er noget du selv skal rode med.

Google Wifi understøtter ikke WPS, der er en standard, hvor man kan sammenkoble enheder uden brug af adgangskoder. På nogle routere/enheder kan man trykke på en lille WPS knap bag på enheden, og så kobles de sammen. Jeg har haft mange routere der har understøttet dette tidligere, men jeg har aldrig brugt det. Så for mit vedkommende betyder det ingenting at denne feature mangler, og jeg tænker de fleste også kan leve foruden…

 

Børnefunktioner

Har du børn i hjemmet kan du oprettet “grupper”, og give de enkelte grupper deres egne regler. Det kan f.eks. være at internetadgangen som standard er slukket fra kl. 20-06. Eller du kan pause internettet direkte fra app’en på din telefon. Det kan være dejligt,hvis børnene “overhører” at “der skal spises” 🙂

Du kan også vælge at blokere for “voksenindhold – sex etc” for en gruppe. Så kan børnene ikke tilfældigt komme ind på “ting de ikke burde se”. Google har lavet en stor

 

Hvor mange skal jeg bruge?

Der er mange ting der spiller ind, når du skal finde ud af om det er 1, 2, 3 eller flere Google Wifi enheder du har brug for. Det kan være etager med beton imellem, isolering af forskellige typer, etc. etc.

Jeg vil til hver en tid vælge et stærk signal, så min anbefaling er, at du som tommelfingerregel skal bruge 1 enhed til ca. 70-80 m2, og ikke mere end 2 værelser imellem enhederne (altså 3 vægge). Google’s egen tabel:

google wifi m2 kvadratmeter hvor mange enheder skal jeg bruge hvad dækker wifi netværksenheder

Vores hus er 200m2 i 1 plan, og der er 3 enheder super fint. Der er fuldt signal alle steder, og nu er der endda fint signal rundt om i haven også. Det har tidligere haltet meget, specielt når vi gerne ville skifte musik på Sonos højtalerne fra terrassen af. Det er nu en saga blot.

 

Pris

I skrivende stund koster en enkelt enhed omkring 1100,-, og en startpakke med 3 enheder ca. 2700,-. Umiddelbart tænker nogle at det er til den høje side – men til gengæld får du et system der virker, og passer sig selv. Jeg synes, det er alle pengene værd!

Her har du de billigste priser fra Pricerunner (inkl. porto), hvor du får et startsæt, som indeholder 3 enheder.

Jeg har et samarbejde med Pricerunner, som altid sørger for at give dig de bedste priser. Du kan se priserne med og uden fragt.

– i samarbejde med PriceRunner

 

Spørgsmål eller kommentarer?

Hvis du har spørgsmål eller selv har erfaring med systemet, så giv gerne lyd nedenfor i kommentarfeltet. Så svarer jeg snarest muligt.

 

Billeder

 

Konklusion

Google Wifi Mesh
  • Design
  • Opsætning / brugervenlighed
  • Ydelse
  • Pris
4.6

Samlede vurdering

Google WIFI er nok den bedste og nemmeste løsning, hvis du gerne vil have et godt og stabilt trådløst netværk i hjemmet. Du kan udvide med det antal wifi-punkter, der er behov for, så du får perfekt dækning alle steder. Det er super let at sætte op, let at udvide, og så fungerer det bare. Mesh-netværk er det nye sort.

Google WIFI har mine varmeste anbefalinger.

Gode ting

  • Ekstremt let at sætte op
  • Hurtigt hastighed
  • Super stabilt
  • Perfekt dækning i hele huset
  • Kan udvides med endnu flere enheder
  • Fint overblik og kontrol i app’en
  • Mulighed for “familie-netværk”
  • Mulighed for “gæstenetværk”
  • Mulighed for grupper og begrænsninger i disse
  • Automatisk installation af opdateringer
  • For almindelige ikke-tekniske mennesker

Dårlige ting

  • Understøtter ikke WPS (gør ikke så meget)
  • Kun 2 indgange pr. enhed (kan løses med en switch)
  • Prisen er lidt høj (men fornuftigt)
  • Ikke så mange nørde-muligheder mht. indstillinger.
Følg
Giv besked ved
guest

9 Kommentarer
Nyeste
Ældste Flest stemmer
Inline tilbagemeldinger
Se alle kommentarer
trackback
4 år siden

[…] fungerer som forlængere af dit wifi-netværk – og det fungerer. Jeg har tidligere testet Google WIFI, som er Googles bud på en mesh-router. Den er også […]

Jan Juul
Jan Juul
4 år siden

Google Next er router en speciel enhed med bedre antenner og dermed bedre rækkevidde samt højre hastighed på wifi, men mesh enhederne er svarende til 1. generation (AC1200) men uden mulighed for at tilslutte kabel, Google Next kan fungere sammen med 1. gen. enheder.

Lene Nordby Villumsen
Lene Nordby Villumsen
4 år siden

Hej Lars

Tak for dit fine indlæg.

Jeg har en Apple Airport Extreme (802.11ac trådløs teknologi), købt medio 2015. Apple er desværre stoppet med at producere routere og baser, så jeg er måske på udkig efter en afløser.

Hos os har vi: 2 x Mac computere, 2 X iPhone, 1 iPad og 2 x Apple TV4. Al vores TV kigning forgår via APPs på vores to Apple TV 4K, ofte ser vi på begge tv, da vi ikke er helt enige om programfladen.

Vi har voldsomme problemer med at se DR-tv og TV2 play, billederne er ofte grumsede og pixelerede om aftenen. Jeg har haft kontant med DR-tv, deres supporter skrev at han ikke havde nogen problemer, og at vi bare skulle kable Apple TV’et til være router. Det vil ikke være en særlig “sexet” løsning for os, kablet skal “daske” 14 meter gennem vores hus (vi bor til leje, og kan ikke fræse kabler ind i væggene).
Der findes usigeligt mange grimme routere, og dem vil jeg helst undgå, at have inden for hjemmets 4 væge, så designet er også vigtigt. Og spørger man forskellige “fagmænd” så er deres anbefalinger valgt ud af deres forskellige erfaringer, og ikke ud fra et bredere kendskab.

Af de beskrevne grunde overvejer jeg at investere i et Google WiFi sæt med tre enheder. Da det ikke er helt billigt, har jeg et par spørgsmål til dig, vil jo være spild af penge hvis det ikke vil fungere bedre end vores Apple Airport Extreme:

– Kan vores WiFi problemer skyldes alderen på vores router? (medio 2015 / 802.11ac trådløs teknologi)

– Vil Google WiFi kunne løse vores problem?

– Kan 1. enhed i Google fungere som router?

– Hvis vi forbinder de to næste enheder trådløst, vil de så sende et ringe WiFi signal, når de nu står i stuen?

Mange hilsner fra Lene

Lene Nordby Villumsen
Lene Nordby Villumsen
Svar til  Lars Koch Hansen
4 år siden

Tusinde tak Lars, det var sandelig et hurtigt og godt svar. Jeg har googlet lidt og set, at næste generation fra Google (Google Nest WiFi) er på markedet i Tyskland. Den skulle have endnu bedre antenner, tror jeg venter på at den rammer det Danske marked, eller finder den i Tyskland.

Lasse
Lasse
4 år siden

Hej Lars. Ved du om den kablet kan klare 1000 Mbit og hvor er din switch er placeret i dit system?

Jan Juul Mortensen
Jan Juul Mortensen
Svar til  Lasse
4 år siden

https://www.smallnetbuilder.com/wireless/wireless-reviews/33038-google-wifi-reviewed?showall=&start=2

941 Mbit/s og mere skal du ikke forvente over 1000 Mbit/s på UTP/STP RJ45 kabler.

Jan Juul Mortensen
Jan Juul Mortensen
5 år siden

Du kan trække et ethernet kabel imellem enhederne enten som et stjerne netværk via din switch eller simpelt ved at koble dem sammen som perler på en snor.

Derved opnås endnu bedre hastighed på de enkelte enheder.

Har selv 4 enheder og kan måle helt op til godt 600 Mbit/s på det trådløse net fra en iPhone XS, godt 500 Mbit/s fra en iPhone 6s, og en bærbar PC med AC1200 netkort svare til iPhone XS hastighed, hvorfor jeg går ud fra, at dette er den maksimale hastighed der kan opnås trådløst via Google Wifi.

Vort hus er på 192 kvadratmeter i 2 plan, den 4 enhed er placeret i garagen, idet der manglede dækning i en lille del af haven og styringen af robotplæneklipperen best fungerede hvis der var dækning over hele plænen.

Oplevelsen er som du selv giver indtryk af, et netværk som bare fungere og giver dækning i hele hjemmet, familien har ikke beklaget sig siden opsætningen.

Nogle internetudbydere (Waoo og Fullrate) tilbyder som en ekstra mulighed tilkøb/inklusiv (afhængig af forbindelses valg) af AirTies Air 4920 eller 4930 (http://airties.com/) der kan være et alternativ til Google Wifi. Min ene datter har sådan et setup i en villa på 308 kvadratmeter (196+112) i 2 plan + kælder og det fungere fremragende.

9
0
Noget på hjerte, så smid meget gerne en kommentar.x
()
x