Test: Wavell Pro med ANC

Introduktion

Så er danske Wavell tilbage og denne gang med en vaskeægte topmodel – WAVELL PRO. Det er opgraderingen fra de tidligere modeller Wavell ONE og Wavell TWO. Siden jeg havde de to første generationer af Wavell’s in-ears høretelefoner gennem testmaskinen har de været med i Løvens hule, hvor de fik et par investorer med. Det har givet dem endnu mere blod på tanden, og det har medført at de nu er klar med Wavell Pro, som er toppen af produktlinjen, hvor tidligere ting på ønskelisten er blevet tilføjet blandt andet Active Noise Cancellation (ANC). Det kan du læse meget mere om herunder i min gennemgang…

Kort om Wavell

Stiftet i 2019 af 3 danske mænd. De kendte hinanden fra Aarhus, og i 2019 boede to af de tre stifterei Kina. De opdagede den samme interesse for lyd, og muligheder i Kina, og det gav blod på tanden. De undersøgte markedet og begyndte at forhandle med diverse producenter. De lancerede så Wavell One og Wavell Two, og i feb. 2022 var de så i Løvens hule (læs hele historien her).

 

Wavell PRO – specifikationer

Model: Wavell PRO med Active Noise Cancellation (ANC)
Spænding: 32Ω
Lyd-typer: Active Noise Cancellation + Transparency (kaldes også Ambient mode)
Opladning
type: USB-C
Input: 1A/5V
Bluetooth: 5.2
Sensitivitet: 96dB
Batteri kapacitet in-ears: 3.7V, 85 mAh svt. 7.5 timers afspilning
Batteri kapacitet boks: 3.7V, 500mAh (trådløs opladning af etui)
Opladningstid: 2 timer
Frekvensområde: 20Hz-20KHz
Chipset: Qualcomm QCC5141
Format: aptX/AAC
Betjening: Touch betjeningsflade på hver høretelefon

wavell specifikationer

Kassen indeholder

  • Høretelefoner Wavell Pro med ANC
  • Opladningsboks (trådløs opladning / eller USB)
  • USB-C kabel
  • Forskellige størrelser på øredutter (4 sæt)
  • Brugermanual
  • Der medfølger IKKE en trådløse oplader, men den kan købes ekstra, hvis du ikke har en.

 

instagram follow følg mig på Livets små ting

 

Installation

Wavell PRO parres, som de fleste andre høretelefoner med din smartphone eller computer via bluetooth. Du finder dem let i bluetooth menuen. Efter parring, vil de automatisk koble på din enhed, når du tager dem ud af boksen. Det kan ikke rigtig gøres lettere. Der er en lille manual med hvis du er i tvivl.

 

Design og byggekvalitet

design wavell pro udseende

Wavell PRO er in-ears høretelefoner. Det betyder at de har en lille silikone øredut, som går ind i øregangen, og lukker af for støj udefra (passiv støjreduktion). Lige under touchpanelet (den flade der vender udad med teksten Wavell) sidder den ene mikrofon. Derudover er der også en mikrofon på bagsiden af dem. Der er også den lille kontakt, via hvilken høretelefonen oplades i boksen.

Selve højttaler membranen (kaldet en “driver”) er lavet af grafen, som et mega tynd lag af carbon, som er super stærkt og ekstremt fleksibelt. Tykkelsen er helt nede på 1 atom (læs på wiki). Det skulle give muligheden for at give en mærkbart dyb bas, og samtidig bevare den fine mellemtone/diskant.

Opbevaringsboksen er lavet med 2 huller på indersiden, hvor høretelefonerne passer perfekt ned i. Det lader når de sidder i boksen. Boksen kan oplade trådløst (som jeg udelukkende gør efterhånden), men der er også et USB-C indgang, hvor du kan koble en ledning på, hvis du gerne vil oplade på den “traditionelle” måde.

Kvaliteten af både høretelefoner og boks er super fint. Der er ikke noget der virker skrøbeligt. Jeg kan godt lide at boksen kan stå med klappen åben uden at den vælter. Det savner jeg lidt hos konkurrerende mærker. En lille ting – men dejligt.

wavell med boks

 

Lydkvalitet

Hvordan er lyden så i Wavell PRO? Det vil jeg kommer lidt nærmere ind på i det følgende afsnit. Lyden er nemlig vigtigt både i forbindelse med du lytter til musik, men næsten lige så vigtigt når du bruger dem til telefonsamtaler eller online møder i hvert fald i min alder . Jeg har testet Wavell PRO med på min iPhone 14 Pro, og på min Macbook Pro. Jeg har ikke testet med Android/Samsung.

 

– Passive og Active noise cancellation

Wavell PRO har en god passiv støjdæmpning, da øregangen er fyldt med øredutten, så bliver du super fint afskærmet fra omgivelserne. Det svarer lidt til at have en øreprop i øret. Det kaldes passiv støjdæmpning.

Wavell PRO har også active noise cancellation (ANC), som fungerer ved at have en special software som analyserer omgivelsernes lyd via 2 mikrofoner (en på ydersiden og en på indersiden). Softwaren fjerner herefter “støj” ved at sende støjsignalet i mod-fase ind i øret, så lyden “neutraliseres”. Det er genialt og et must, når man først har prøvet det.

Udover ANC, så har Wavell PRO også ambient mode, som gør at du kan høre omgivelserne, da den lader lyde passere igennem via mikrofoner på ydersiden.

 

– Musik

Når du skal vurdere lyden på in-ears høretelefoner, så er det vigtigt  at øredutterne har den rigtige størrelse. Prøv dig frem, og gerne med flere dutter (selvom du synes du har valgt rigtigt). Hvis de ikke slutter tæt, og sidder korrekt i øret, så ryger bunden.

Jeg tester høretelefoner mod toppen af over-the-ears høretelefoner og in-ears. Mine referencemodeller er Dali IO-6 (over-the-ear), Apple AirPods Pro og Sony’s XM4 (in-ears med ANC).

Jeg har som altid testet med både rock, pop, klassisk og rap. Høretelefonerne gør det imponerende godt i ambient mode. Mellemtone og diskanten virker afstemt, og lyder godt i alle genrer. Med ANC er bassen dog kraftig. Når jeg skifter fra Wavell PRO til Apple AirPods Pro, så er det MEGET tydeligt. Ikke på den dårlige måde – men det er tydeligt at bassen i Wavell er imponerende skarp og tydelig – men på bekostning af mellemtone/diskant. Hos Apple er den lidt for “vag”, og hos Wavell PRO synes jeg faktisk at den er lidt for gennemtrængende når ANC er koblet til. Derimod kan du skifte til ambient mode, og så rammer det meget bedre.

Det kunne være super, hvis man kunne justere niveauer via en equalizer eller måske 2-3 forudindstillede “lydtyper”. Der er ikke mange headset der tilbyder dette, så det er heller ikke noget der trækker specielt ned. Men kunne være en fed detalje. Jeg synes dog at Wavell har ramt en fin lyd helt generelt.

 

– Telefoni, Teams etc.

Til almindelige telefonopkald fungerer Wavell PRO også uden problemer. Lyder står klart hos mig som modtager af et opkald, og dem jeg taler med kan også høre mig klart og tydeligt. Jeg har brugt dem et par gange til telefonopkald i bilen for at se om det kunne fungere. Det gør det bestemt også. Når du har dem, så er der en helt anden ro end du normalt oplever – pga. ANC og den passive støjdæmpning. Du kan altid aktivere Ambient mode, hvis du vil være sikker på du har fuld fokus på omgivelserne. De er testet i Tesla model 3 og Tesla Model S.

Jeg har lavet et par Teamsmøder for at teste, hvordan lyden går igennem, og om modtageren kan høre, hvad der bliver sagt fra min side. Der er ingen problemer. Jeg vil til en hver tid anbefale at man benytter høretelefoner (enten in-ears el. over-the-ears) når man deltager i videomøder, da både mikrofon/højttaler i skærmen har svært ved at skelne lyde, og det gør at hvis man er mere end få personer, så giver det en meget rodet lyd.

 

 

– Mikrofontest af Wavell PRO

Jeg har lavet en lille optagelse, hvor du kan høre, hvordan det lyder, når man optager en samtale via iPhones indbyggede Memoer app. Det er blot så du kan høre, hvordan lyder typisk vil lyde hos din modtager. Lyden er optaget i højeste kvalitet (Lossless). Wavell PRO gør det fremragende. Jeg har tidligere holdt dem op mod Sony WF-1000XM4 som var topmodellen. Wavell PRO har efter min mening en lige så god og blød lyd. Måske endda bedre på nogle punkter! Hør selv herunder.

Wavell PRO:

 

Sony WF-1000XM4 (reference)

 

instagram follow følg mig på Livets små ting

 

Daglig brug

Wavell PRO er lette at bruge i hverdagen. De kobler sammen med din enhed når de tages ud af etuiet, og kobler fra igen når de sættes retur. En anden smart funktion, der er kommet her i Pro-modellen, er at de har mulighed for at skifte mellem flere enheder uden at skulle “slukke” den nuværende. Du kan således blot klikke på Wavell PRO i din bluetooth oversigt på din telefon/computer/iPad (mens de er koblet til på en anden enhed), så skiftes der direkte til dem. Det kan man normalt ikke før den nuværende forbindelse er lukket ned.

I forhold til de tidligere modeller, så medfølger der ikke helt så mange øredutter, men der medfølger så der er rig mulighed for at få nogle der passer i dine øregange. Jeg har altid brug for meget store øredutter, og det kan være lidt udfordrende at finde nogle der sidder godt – men det lykkedes her. Så det er fint.

 

– Betjening Wavell PRO

Wavell PRO har en lille touchområde på begge flader af høretelefonen. Du kan derfor let skifte rundt, besvare opkald, aktivere ANC etc. Jeg kan lide designet, hvor man nu blot kan berøre den lille in-ear høretelefon. Det fungerer super godt (også med lidt fugtige fingre).

ANC/Ambient – Tryk og hold i 2 sekunder (skifter mellem de 2 – kan ikke slås fra)
Play/pause
 – Tryk 1 gang (kan gøres på begge sider)
Besvar/afslut opkald – Tryk 2 gange
Afvis opkald – Tryk og hold
Næste nummer –
Tryk 2 gange
Forrige nummer
– Tryk 3 gange (hhv. højre / venstre)
SIRI/Google Assistent – Tryk 1 gang hurtigt og efterfølgende endnu 1 langt tryk

 

– Træning og løb

Wavell PRO er lidt større end de tidligere Wavell in-ears. De stikker en lille smule længere ud – dog uden at det er et program når man er på farten. Du kan sagtens løbe med dem i ørene. Vægten er holdt nede, og det gør også at de ikke virker meget tunge i ørene. Under løb er transparency mode lækker, da man kan fornemme omgivelserne bedre. Hvis du vælger ANC, så får du en skøn ro undervejs. Jeg kan dog bedst lide at have lidt kontakt med omverdenen i trafikken.

wavell pro i øret stikker de ud
Wavell Pro sidder fint i øret.

Det er rigtig fedt at man kan afvise indkommende opkald. Med et tryk og hold, så afvises opkaldet. Man skal lige lære genvejene til at kunne besvare/afvise opkald, men når det først sidder i fingrene, så fungerer det også rigtig fint.

 

Batteritid

Wavell PRO har en fin batteritid. Ved alm. afspilning med ANC eller ambient mode kan du typisk høre musik i 6-7 timer før de går kolde. Personligt bliver det aldrig et problem, da jeg benytter batteriboksen, som opbevaring, hver gang jeg lægger dem fra mig. Derfor er de også altid klar til brug. Opbevaringsboksen ryger bare på en af de trådløse opladere herhjemme og så er de altid klar til brug. Det er genialt.

Opbevaringsboksen fungerer som powerbank, og kan lade dine Wavell PRO op fra nul til fuld ca 2 gange, hvis de er gået helt tør. Som tidligere nævnt, så understøtter boksen den alm. trådløse opladningsstandard Qi, og det bør det også gøre i 2022. Sådan.

 

Pris

Wavell ONE koster i skrivende stund kr. 1199,- (oktober 2022). Det gør at Wavell PRO ligger prismæssigt noget under konkurrenterne Sony XM og AirPods Pro. Du kan se den aktuelle pris på Wavell PRO på Wavells hjemmeside (link).

Prisen er efter min mening meget fornuftigt. Du får et fint sæt in-ears med ANC/Transparency mode, der spiller godt og som er super gode at træne med. Du køber Wavell PRO direkte på Wavell.dk. Dermed holder de omkostninger nede uden fordyrende mellemled.

 

Billeder

 

Videoer

Hvad synes du?

Har du gjort dig dine egne erfaringer, som du vil dele med andre?  Eller har nogle spørgsmål til Wavell PRO in-ears høretelefoner, så smid dit spørgsmål i kommentarfeltet (hop derned). Så svarer jeg så hurtigt jeg kan. Du kan selvfølgelig også blot kontakte Wavell og forhøre dig hos supporten…

 

Inspiration

Her kan du læse mine gennemgange af nogle andre fine høretelefoner i min “Lyd og Billede” sektion. Jeg har tidligere test Wavell TWO, som er et super godt headset, dog uden ANC. Læs min test af Wavell TWO her.

 

Det med småt

For en god ordens skyld skal selvfølgelig nævnes at Wavell PRO in-ears hovedtelefonerne er stillet til rådighed af Wavell.dk. De har ikke haft nogen indflydelse på testens udformning, ordlyd eller konklusion. Den står jeg som altid 100% inde for. Hvis du benytter links fra denne test, så vil jeg få et par procenter af et køb. Det er gratis for dig, men giver uvurderlig støtte til min lille blog. På forhånd tak 🙏

 

Konklusion

Test af Wavell PRO
  • Design / Byggekvalitet
  • Daglig brug (ANC - stabilitet)
  • Lydkvalitet - musik
  • Lydkvalitet - telefonsamtaler
  • Batteritid
  • Pris
4.6

Min samlede vurdering

Wavell Pro med ANC er et super fornuftigt alternativ til Apple AirPods Pro. Prisen er ca den halve af Apples. Det gode er du får fin lyd med god bund (ambient mode), god batteritid, og fin støjdæmpning. Du får en fin opbevaringsboks, der kan oplades trådløst – og det er smart. Bassen kan virke for kraftig for nogen med ANC aktiveret.

Du går ikke helt galt i byen, hvis du vælger at investere i et par Wavell PRO in-ears høretelefoner…

Gode ting

  • Active Noise Cancellation
  • Opbevaringsboks med trådløs opladning
  • Batteritid
  • Pris
  • Touchbetjening
  • Automatisk tilkobling
  • Virkelig god mikrofon ved optagelser/samtaler
  • Fin returret

Dårlige ting

  • Ingen equalizer
  • For meget bund/manglende top med ANC aktiveret

Om Lars Koch Hansen

Lars er født i 1979, bor i Kolding med sin familie (hustru + 2 børn), og er uddannet læge. Han er glad for ting der gør hverdagen bedre, lettere eller bare sjovere. Derudover elsker han gode opskrifter, og så er han vild med gadgets og elektronik.

Se alle indlæg

Har du et produkt, som kunne have interesse for bloggen? Vil du lave en give-away, eller har et nyt produkt, som du gerne vil have testet og dermed få spredt budskabet, så er du selvfølgelig velkommen til at tage kontakt. Kontaktoplysninger herunder, eller på siden "Om mig". Du kan læse mere omkring et samarbejde på siden "Samarbejdspartnere", hvor der står lidt om besøgende m.m.

Kunne du tænke dig at blive "med-blogger" og på den måde få dine ting ud på en allerede etableret platform? Det kunne f.eks. være en gennemgang af et lækkert produkt du har købt, eller en lækker opskrift, som du bare MÅ dele. Det behøver ikke være noget du har opfundet. Det vigtigste er at opskriften er god, og du har billeder af processen. Du får selvfølgelig din egen profil på siden. Send mig en besked (info@drkoch.dk), så ser vi på det...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 thoughts on “Test: Wavell Pro med ANC

  • 8. oktober 2022 kl. 15:10
    Permalink

    Jeg har lige fået dem. Jeg er på ingen måder enig i, at lydkvaliteten er så god. Med ANC tænd bliver lyden mærkebart forringet. Alt åbenheden forsvinder.

    Besvar
    • 8. oktober 2022 kl. 15:13
      Permalink

      Hej Christian.
      Jeg skriver faktisk også at bassen er for kraftig med anc slået til. Og at det er bedst med transparency tændt.

      Besvar
      • 8. oktober 2022 kl. 15:47
        Permalink

        Det er faktisk ikke, at bassen bliver mærkebart kraftigere. Det er lidt ligesom, at man bliver lukket inde i en klokke hvor toppen og åbenheden forsvinder. Det er synd, da de med transparency lyder godt.
        Vi mener nok det samme 😊

        Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *