Flæskesteg i Airfryer med sprøde flæskesvær og sovs
Indholdsfortegnelse
Introduktion
Juletiden nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at vi endelig kan begynde at nyde sæsonens fantastiske retter. For mange af os er julen synonym med duften af en klassisk steg, men i år vil jeg slå et slag for en moderne opgradering af traditionen: Flæskesteg med sprøde svær i airfryer.
Måske tænker du, hvorfor man skulle flytte den hellige julemiddag fra ovnen og ned i en airfryer? Svaret er ganske enkelt, at det både gør dit liv lettere og maden bedre.
Derfor skal du lave din flæskesteg i airfryer
Der er flere gode grunde til at lade den store ovn stå kold og i stedet bruge airfryeren, når menuen står på flæskesteg:
-
Garanteret sprøde svær: Den intense cirkulation af varme luft er hemmeligheden bag de perfekte svær. Det er ofte nemmere at opnå det knasende resultat her end i en almindelig ovn.
-
Slip for rengøringen: Vi kender alle turen med at skrubbe en ovn, der er sprøjtet til med fedt efter stegningen. I en airfryer bliver stænket holdt inde i maskinen, som er langt hurtigere at gøre ren bagefter.
-
Gem smagen til saucen: Selvom det går hurtigt, går du ikke glip af den gode smag. Væsken, der steger fra svær og kød, samler sig i bunden, og den danner den perfekte base for en lækker, brun sauce.
- Spar lidt på strømmen: En airfryer er billigere i drift. Nok ikke noget der giver dig en ekstra rejse til syden, men lidt har også ret – og vi skal jo værne om ressourcerne.
Hvis du vil have en nemmere vej til den gode julemad, uden at gå på kompromis med kvaliteten, så er denne opskrift lige noget for dig.
Opskrift

Flæskesteg med sprøde svær i Airfryer
Ingredienser
- 1.5 kg flæskesteg (1.5-2 kg kamsteg). Ribbensteg kan bruges som alternativ.
- Groft salt
- Peber
- Vand
Udstyr
- 1 Airfryer (stegen skal kunne være i)
Fremgangsmåde
- Tjek og klargør sværene: Start med at gennemgå sværene grundigt. Det sker ofte, at slagteren ikke har skåret dem helt igennem ude i enderne. Sørg for at skære dem helt fri af hinanden, men vær meget påpasselig med ikke at skære ned i selve kødet. Hvis du rammer kødet, vil kødsaften trække op under tilberedningen og gøre sværene bløde i stedet for sprøde.
- Krydderier og saltning: Krydr stegen med salt og peber på alle kødsiderne (ikke på toppen med sværene). Herefter gnider du groft salt grundigt ned imellem alle sværene. Det er saltet, der trækker fugten ud og sikrer det sprøde resultat. Lad gerne stegen hvile og trække i 10 minutter, før du går videre.
- Gør airfryeren klar: Hæld en smule vand (1-2 dl) eller bouillon i bunden af skuffen/fadet i din airfryer. Det giver dig en fantastisk base til at lave sovs af senere. Læg stegen i kurven.
- Det vigtige trick med staniol: For at få sprøde svær over det hele, er det afgørende, at stegen ligger helt vandret. Hvis den er skæv, vil nogle svær være tættere på varmelegemet end andre. Lav små kugler af sammenkrøllet staniol og læg dem under stegen de steder, hvor den er lavest, indtil overfladen er helt plan.
- Første tilberedning: Indstil airfryeren til 180 grader og giv stegen cirka 50-55 minutter.
- Få sværene til at poppe: Når tiden er gået, kan du drysse en lille smule ekstra groft salt på toppen/ned mellem sværene. Skru nu temperaturen op på 205-210 grader (alt efter max på din Airfryer) og giv den yderligere 8-10 minutter. Vigtigt: Hold godt øje med stegen i disse minutter. Sværene skal "poppe" og boble op, men de må ikke blive sorte.
- Tjek kernetemperaturen løbende: Brug et stegetermometer for at sikre, at kødet er saftigt og lækkert. Jeg anbefaler, at du tager stegen ud, når kernetemperaturen rammer 63-65 grader.
- Glæd dig og velbekomme...
Opskriftsnoter
Brug skyen til lækker sovs
Glem alt om pulversaucer – det "guld", der ligger i bunden af din airfryer, er basen for den bedste brune sovs. Mens stegen hviler på spækbrættet, kan du nemt piske sovsen sammen. Sådan gør du:- Gem de gode safter: Hæld forsigtigt væsken fra bunden af airfryeren over i en lille kasserolle. Brug gerne en sigte, så du undgår eventuelle urenheder eller brændte rester.
- Juster fedtet: Hvis der er meget fedt i væsken, kan du skumme lidt af det fra med en ske – men husk, at fedt er en smagsgiver, så gem lidt til smagen.
- Byg sovsen op: Tilsæt piskefløde (eller madlavningsfløde for en lettere udgave) og kog det op. Hvis smagen er meget kraftig/salt, kan du spæde til med lidt vand eller mælk.
- Smag til: Det er her, magien sker. Smag til med en skefuld ribsgele for sødme og syre. Mangler den dybde, kan en halv bouillonterning gøre underværker.
- Den rette konsistens og farve: Jævn sovsen med maizena eller meljævning, indtil den har den tykkelse, du bedst kan lide. Tilsæt et par dråber kulør, så den får den klassiske, mørkebrune farve, der hører sig til.
Ernæringsfakta
Følg med på Instagram:
Billeder
Hvad synes du om opskriften?
Hvis du kunne bruge opskriften vil jeg sætte kæmpe stor pris på, hvis du vil trykke på de 5 små stjerner under billedet oppe i opskriften. Det betyder meget. Du kan også tilføje stjerner hvis du skriver en kommentar nederst.
Kommentarer og spørgsmål?
Du er altid velkommen til at stille et spørgsmål i kommentarfeltet (hop derned). Har du gode tips til, som du vil dele med andre, så skriv dem endelig. Du kan også dele billeder, hvis du har lyst.
Rigtig god dag 🍀
Inspiration
Brunkartofler / brunede kartofler (opskrift)
Flæskesteg lavet med sous vide – med løse svær (opskrift)












Det lyder nemt og lækkert.
det er supernem. Det kan du roligt kaste dig ud i. Du slipper for alt svineriet og får en perfekt flæskesteg hver gang. Held og Lykke